Urinvejsinfektion

Hvad er grunden til urinvejsinfektion hos katte? Kan overvægt spille en rolle?

Dyrlægen svarer:

Overvægt kan give anledning til eksempelvis urinsten og betændelse/infektion i urinvejene.

Den mest almindelige årsag til blæresten er krystaller i urinen. Der kan være flere årsager til, at katte får urinvejsproblemer. Katte får som regel ikke blærebetændelse på grund af bakterier i urinen, men det hænder. En ret almindelig årsag, til at katten ikke kan tisse, er en såkaldt idiopatisk blærebetændelse. Det vil sige, at man ikke ved, hvad der forårsager den. Det kan ramme både han- og hunkatte.  

Symptom

Katte med urinvejsinfektion har ofte svært ved at tisse. De kan tisse oftere, forsøge at tisse uden at der kommer ret meget, og i nogle tilfælde kan de slet ikke tisse. Urinen kan være blodig, katten kan have smerter og bliver meget sløj. 

Årsag

Bakterieinfektioner er som regel ikke årsag til, at katte får urinvejsinfektion. Den grundlæggende årsag er som regel blæresten eller krystaller i urinen. I nogle tilfælde kan man ikke finde ud af, hvad infektionen skyldes.  

Hvad kan jeg selv gøre?

Overvægtige katte rammes oftere. Du kan derfor forebygge lidelsen ved at holde kattens vægt nede, men det er ingen garanti for, at din kat ikke får sygdommen.

Du kan også forebygge urinvejslidelser ved at sørge for, at katten får nok at drikke. Hav flere vandskåle stående og brug store vandskåle. Katte kan ikke lide, at knurhårene støder mod kanterne. I nogle tlfælde kan en drikkefontæne få katten til at drikke mere. Katten får også mere væske, hvis du fodrer med dåsemad i stedet for tørfoder, og du kan evt. blande lidt ekstra vand i maden.  

Hvornår skal jeg kontakte min dyrlæge?

Hvis din kat har nogen af ovenstående symptomer eller hvis der er tegn på, at den har ondt i maven, skal du kontakte dyrlægen. Hvis katten ikke kan tisse, er det akut!

Er dit spørgsmål akut?

Så anbefaler vi altid, at du kontakter din dyrlæge med det samme.

Synes godt om?