Øremider

Det lader til, at min kat har en voldsom kløe i ørerne. Hun kan ikke lade dem være og klør sig hele tiden, og ørerne er fyldt med noget brunligt stads. Nogle gange klør hun sig så meget, at der kommer små sår i ørerne.

Dyrlægen svarer:

Kløe i ørerne skyldes ofte, at katten har fået øremider. Få din dyrlæge til at undersøge din kat og stille en diagnose, så katten kan komme i behandling.

Symptom

Symptomer på øremider er, som du beskriver, at katten klør sig meget, ofte så meget at der kommer sår. Det er også helt almindeligt, at der er meget brun-sort ørevoks i kattens ører. Hvis øremiderne ikke behandles, kan det udvikle sig til ørebetændelse.

Årsag

Øremider smitter ikke bare fra kat til kat, men også fra kat til hund. Miderne er parasitter, der lever i kattens ydre øre og øregang.

Hvornår skal jeg kontakte min dyrlæge?

Du må straks tage din kat til dyrlægen, så katten kan komme i behandling. Hvis dyrlægen bekræfter, at det er øremider, der er årsag til kløen, skal evt. andre katte og hunde i husstanden også i behandling.

Er dit spørgsmål akut?

Så anbefaler vi altid, at du kontakter din dyrlæge med det samme.

Synes godt om?