Kat tisser på gulvtæppet

Jeg har en hankat på fem år, som tisser på vores gulvtæppe. Hvorfor gør han det?

Dyrlægen svarer:

Der findes flere forskellige grunde til, at en kat kan finde på at tisse på steder, hvor den ikke må. Det kan både være af adfærdsmæssige og sygdomsmæssige grunde. Det er en god idé at få udelukket, at adfærden skyldes sygdom. 

Årsag

En dyrlæge undersøger kattens urinveje. En af de sygdomme, der kan være årsag, til at katten tisser uden for bakken, er f.eks. krystaller i urinen.

Hvis katten ellers er rask, kan en anden grund være, at katten markerer sit territorium, at den er stresset eller at den ikke kan lide sin kattebakke eller kattesandet. 

Hvad kan jeg selv gøre?

Hvis sygdom kan udelukkes, er der flere forskellige ting, du kan gøre derhjemme. Du kan f.eks. rense kattebakken oftere og skifte sandet. Du kan have flere kattebakker og prøve med noget andet sand, som katten måske bedre kan lide. Du kan også prøve at flytte bakken til et mere afsides sted, hvor katten føler sig tryg og har fred og ro.

Hvis katten er stresset, kan du købe en adaptil duftspreder med feromoner, der virker beroligende på katten. Duftsprederen sættes i stikkontakten i det rum, hvor katten opholder sig mest. 

Hvornår skal jeg kontakte min dyrlæge?

Hvis du har mistanke om, at kattens adfærd skyldes en urinvejssygdom, eller at den har smerter, skal du altid kontakte dyrlægen. Hvis du ikke får løst problemet ved at lave relevante ændringer i hjemmet, vil det også være en god idé at gå til dyrlægen. 

Er dit spørgsmål akut?

Så anbefaler vi altid, at du kontakter din dyrlæge med det samme.

Synes godt om?