Hvide vorter i munden

Min hund har fået nogle mærkelige hvide prikker i munden! Hvad kan det være for noget? Kan det smitte de andre hunde, vi har?

Dyrlægen svarer:

Det lyder, som om din hund er blevet smittet med oral papillomavirus. Papillomerne udvikles 4-8 uger efter en infektion. De forsvinder af sig selv efter 4-8 uger. Det er som regel ikke nødvendigt at behandle dem. Hvis hunden er meget besværet af dem, kan papillomerne fjernes kirurgisk. Jeg vil råde dig til at afvente et par måneder og se, om vorterne forsvinder af sig selv. Hvis hunden får det værre, må du få en tid hos dyrlægen. 

Symptom

Oral papillomvirus giver anledning til en eller flere hvide vorter i mundhulens slimhinde og på læberne. I sjældne tilfælde kan vorterne brede sig til huden. 

Årsag

Oral papillom forårsages af en virus. 

Hvad kan jeg selv gøre?

Vorterne smitter til andre hunde, så du bør ikke lade din hund snuse til og slikke andre hunde, så længe den har vorter. I de allerfleste tilfælde bliver hunde, der allerede har været smittet med oral papillom, immune, og får altså ikke sygdommen, hvis de udsættes for smitte igen. 

Hvornår skal jeg kontakte min dyrlæge?

Kontakt dyrlægen, hvis vorterne ikke er forsvundet efter et par måneder, eller hvis hundens almene tilstand bliver påvirket.

Er dit spørgsmål akut?

Så anbefaler vi altid, at du kontakter din dyrlæge med det samme.

Synes godt om?