Kennelhoste

Min hund er begyndt at hoste lidt på det sidste, og det lyder, som om hun har fået noget galt i halsen. Kan det være kennelhoste? Eller kan jeg have smittet hende?

Dyrlægen svarer:

Hosten kan godt skyldes, at din hunde er blevet smittet med kennelhoste, men der findes også andre årsager til, at hunde får hoste. Hvis din hund har haft hoste i flere uger, og det ikke går over, bør du få hunden undersøgt. Mennesker kan ikke smitte hunde med hoste eller omvendt.

Symptom

Hunde med kennelhoste bliver syge i løbet af en uges tid og får en voldsom, højlydt, hul og vedholdende hoste. Mange ejere tror, at hunden har fået noget galt i halsen. I alvorlige tilfælde kan hosten blive så slem, at hunden får kvælningsfornemmelser og kaster slim op. Som regel er hunden ellers frisk nok, men der kan støde feber til. 

Årsag

Smitten spredes gennem luften fra hund til hund ved direkte kontakt eller indirekte, f.eks. via madskåle og legetøj. Den kan også spredes som dråbesmitte på nogle meters afstand, når en hund nyser eller hoster. Risikoen for smitte er størst på steder, hvor mange hunde er samlet og er tæt på hinanden, for eksempel på hundeudstillinger, til konkurrencer, træning, i hundedagpleje og hundepensioner.

Kennelhoste er en samlebetegnelse for flere smitsomme luftvejsinfektioner hos hunde, og det forårsages derfor af flere forskellige smitstoffer. De mest almindelige er hundens parainfluensavirus (CPI), canine adenovirus (CAV) type 2 og bordetella bronchiseptica. 

Hvad kan jeg selv gøre?

Du kan forebygge sygdommen ved at få hunden vaccineret mod kennelhoste. Parainfluensa er som regel med i den almindelige kombi-vaccine. Vaccination mod bordetella gives direkte i næsen

Sørg for at hunden holdes i ro og ikke ligger i træk. Tag evt. hundens temperatur. På lufteture kan det være en god idé at bruge sele i stedet for halsbånd. Da kennelhoste er en meget smitsom sygdom, skal du sørge for, at hunden ikke møder andre hunde i et par uger.

Hvornår skal jeg kontakte min dyrlæge?

De fleste hunde bliver raske af sig selv i løbet af et par uger. Man bør dog altid holde øje med sin hund og tage dens temperatur en gang om dagen. Hvis temperaturen stiger til 39,5 eller mere eller hvis hunden bliver meget træt og dårlig, skal du kontakte dyrlægen. En af komplikationerne ved kennelhoste er, at hunden får lungebetændelse, som forårsages af nedsat immunforsvar og en sekundær bakterieinfektion. 

Er dit spørgsmål akut?

Så anbefaler vi altid, at du kontakter din dyrlæge med det samme.

Dyreguiden

Få tips og råd om alt fra hudproblemer til traumatiske skader.

Till Dyreguiden

Synes godt om?

Mere om samme emne