Min hund halter

Min hund er blevet halt i weekenden, hvor vi gik en lang tur og hun fik lov at lege med andre hunde i hundeskoven. Skal jeg tage hende med til dyrlægen?

Dyrlægen svarer:

Der kan være mange årsager til, at hunden bliver halt. Hvis din hund er blevet halt som følge af leg og en lang gåtur, kan du godt se tiden lidt an. Det er meget almindeligt, at hunde træder forkert og får en mindre skade. Hvis du holder hunden helt i ro, burde det gå over af sig selv i løbet af et par dage. Kontakt dyrlægen, hvis din hund ikke har fået det bedre i løbet af et par dage, eller hvis problemet går over ved hvile, men kommer igen, når hunden bevæger sig. 

Symptom

Hunden halter, løfter benet eller undgår at støtte på poten. Haltheden kan komme pludseligt eller være tilbagevendende, for eksempel efter vild leg. Andre symptomer kan være stivhed, at hunden ikke vil sidde på benet eller at den slikker sig på poten. 

Årsag

Halthed kan skyldes flere forskellige ting. Hunden kan have forstuvet et led, fået et bidsår, eller en sten eller kvist/torn kan sidde fast i poten. Andre almindelige årsager er gigt, hofteledsdysplasi, skade på korsbåndet, seneskade, osteochondrose eller patella luxation (løse knæskaller). 

Hvad kan jeg selv gøre?

Hvis du har en hund, der halter, skal du sørge for, at den hviler meget og ikke anstrenger benet for meget. En hund, der halter, skal kun gå meget korte ture i snor og ikke lege med andre hunde i en uges tid. 

Hvornår skal jeg kontakte min dyrlæge?

Kontakt dyrlægen, hvis benet hæver, hvis hunden har smerter, hvis hunden slet ikke støtter på benet eller hvis haltheden ikke er gået over i løbet af et par dage. 

Er dit spørgsmål akut?

Så anbefaler vi altid, at du kontakter din dyrlæge med det samme.

Synes godt om?