Diarré

Ejeren opdager ofte, at fuglens klatter indeholder mere væske, end de plejer, og tolker dette som diarré. I virkeligheden skyldes det, at fuglen tisser mere, end den plejer. Det kan have mange årsager, lige fra stress, f.eks. fordi fuglen er i pleje, på grund af transport eller nye kæledyr i hjemmet til sygdom, f.eks. problemer med lever, nyrer, blodsukkerbalance eller en infektion. Overvej, om fuglen har været udsat for nogle af disse former for stress i den seneste tid. Hvis det ikke er tilfældet, og hvis fuglen i øvrigt virker syg, bør du kontakte dyrlægen.

Luftvejssygdomme

Forskellige former for luftvejssygdomme er meget almindelige, lige fra milde symptomer som nys og rindende næse til de mere alvorlige som vejrtrækningsbesvær og ændringer i stemmen.

Mange luftvejsproblemer udløses på grund af fuglens omgivelser

Mange luftvejsproblemer udløses på grund af fuglens omgivelser. Tørt indeklima kombineret med fodring med frø (A-vitaminmangel) kan give tørre, irriterede slimhinder. Hvis fuglen hver dag sidder med næbbet nede i en fugtig skål med frø, der måske oven i købet er af dårlig kvalitet (forurenet med mugsporer), øger det risikoen for, at fuglens næsebor bliver tilstoppede, og at den kommer til at indhalere mugsporerne.

En fugl med luftvejsproblemer bør altid undersøges af dyrlægen. Det første man selv kan gøre derhjemme, er at øge luftfugtigheden og hygiejnen i fuglens omgivelser.

Fjerplukning

Det er ret almindeligt, at en papegøje begynder at plukke fjerene af sig selv, og det bør straks give anledning til et dyrlægebesøg. Fjerplukning skyldes ofte sygdomme, der giver kløe eller smerter et eller andet sted i kroppen. Men den mest almindelige årsag til denne adfærd er, at fuglen er trist eller nervøs.

Fugle er meget intelligente dyr, der i fangenskab tvinges til at leve i et kunstigt miljø, hvor de aldrig får mulighed for at udvikle eller få afløb for deres naturlige adfærd. Det oplever fuglen som en diffus frustration, som den forsøger at fjerne gennem fjerplukning. Hvis fuglen altid sidder i et for lille bur med nogle få legesager, der aldrig skiftes ud, kan den meget nemt blive frustreret og plukke sig. Andre årsager kan være jalousi over for ejerens kæreste, familiens barn eller et andet kæledyr.

Så snart en papegøje begynder at plukke sig, bør den undersøges grundigt for at afdække, om det skyldes sygdom. Hvis fuglen får lov at plukke sig i mere end et halvt år, vil den som regel blive ved med at plukke sig, også selv om den egentlige årsag fjernes. Man skal altså aldrig vente og se, om det går over af sig selv!

Læggenød eller kronisk æglægning

Mange hunner, især af de mindre papegøjearter som undulat, nymfeparakit og dværgpapegøje, har let ved at lægge æg. Hvis ejeren sætter en redekasse ind i buret, resulterer det næsten altid i æglægning, selv hos hunner, der er alene. Men selv om der ikke er nogen redekasse, kan mange hunner alligevel finde på at lægge æg. Da vores selskabsfugle normalt ikke fodres som læggehøns, det vil sige får ekstra tilskud af kalk og proteiner til at opbygge næringsindholdet i ægget, vil æglægning ofte give anledning til mange sundhedsproblemer.

En hun, der ikke får ekstra kalk, får langsomt men sikkert kalkmangel

En hun, der ikke får ekstra kalk, får langsomt men sikkert kalkmangel. Skelettet bliver mere skørt, og fuglen kan få spontane benbrud. Også muskulaturen bliver svagere, sådan at hunnen til sidst ikke kan presse ægget ud og får det, vi kalder læggenød. En hun, der ikke kan lægge sit æg, bliver hurtigt svagere og risikerer at dø. Kontakt derfor altid en dyrlæge ved tegn på læggenød. Nogle gange kan man fjerne ægget ved medicinsk behandling, men andre gange er det nødvendigt at bedøve fuglen, så ægget kan masseres ud.

En hun, der til at begynde med sagtens kan lægge æg, men som ikke nøjes med et lille kuld, men bliver ved og ved med at lægge æg, bliver også gradvist svagere. Hun risikerer at få spontane benbrud, få læggenød og kan også blive ramt af andre sygdomme, efterhånden som hendes immunforsvar bliver nedsat.

Det er meget svært at få en hun til at holde op med at lægge æg. Man kan forsøge at lave forstyrrelser af hendes omgivelser, sådan at hun vælger ikke at lægge æg under de betingelser. Man kan også ændre på antallet af henholdsvis lyse og mørke timer for at forsøge at bilde hende ind, at det er blevet vinter. Men ofte må man gribe til hormonbehandling eller få fuglen steriliseret ved en operation.

Overvægt

Overvægt er et meget almindeligt problem hos fugle i bur, især undulater. Mange fugle har simpelt hen et alt for ’stillesiddende’ liv. Tit spiser de tilmed en alt for fed kost på grund af for ensidige frøblandinger. Det giver med tiden små fedtansamlinger eller fedtknuder (lipomer), som oftest på brystet eller over maven. Jo tykkere fuglen bliver, desto mindre bevæger den sig, og så bliver den endnu tykkere. Vægtforøgelsen kan medføre, at fuglen får svært ved at flyve, med risiko for ’crashlanding’. Fuglen kan også få svært ved at komme af med afføring.

Overvægt kan også medføre langt mere alvorlige sygdomme som fedtlever, der giver nedsat leverfunktion på grund af fedtansamlinger i leveren. Fedtlever kan også give problemer med hurtigt voksende næb og større modtagelighed over for stress. Hvis man ikke gør noget for at behandle tilstanden, er der stor risiko for, at fuglen får en alt for tidlig død.

Lammelser

Et meget almindeligt sygdomsbillede hos undulater er, at fuglen pludselig får svært ved at bruge det ene ben. Man ser tit, at de ikke kan gribe om noget med tæerne, og nogle gange hænger hele benet slapt ned. Den mest almindelige årsag til dette problem er, at undulaten har fået en tumor i bughulen, som regel i nyrerne eller i kønsorganerne. Tumoren trykker på nerverne til det ene ben. Det er som regel umuligt at behandle denne sygdom.