Sygdomme hos kaniner

Hunner

Den mest almindelige dødsårsag hos hunkaniner er kræft i livmoderen. Det er en ondartet sygdom, og når først diagnosen er stillet, har sygdommen som regel nået at brede sig til andre dele af kroppen.

Hos avlskaniner ytrer sygdommen sig i mange tilfælde til at begynde med ved diverse problemer i forbindelse med drægtighed og abort. Hos andre hunkaniner ses som regel blødning fra skeden. Det kan nemt forveksles med blod i urinen.

Denne kræftform kan forebygges ved at sterilisere kaninen, når den er mellem 6 måneder og 2 år. Sterilisering indebærer, at man fjerner kaninens livmoder og æggestokke. Indgrebet forebygger også mælkekirtelkræft senere i livet.

Hanner

Nogle hankaniner, især dværgkaniner, får en stærk territorialadfærd, når de bliver kønsmodne. De begynder at slås og markere med urin uden for toiletbakken. Urinen har som regel en stærk og meget ubehagelig lugt, der skyldes indholdet af maskuline kønshormoner.

Disse hanner kan også være dårlige til at passe deres egen pels og få misfarvninger og klistret pels i bagenden. De kan begynde at angribe andre kaniner og kan give dem alvorlige bidsår. Den bedste løsning er at kastrere dem, dvs. at man fjerner testiklerne. Dette indgreb bør ikke foretages, før kaninen er mindst 5 måneder gammel.

Forvoksede tænder

Der er en vis ’arvelig disponering’ i problemet med forvoksede tænder, fordi det menneskelige kaninopdræt, der avler hen imod kortere snuder og dermed mindre kæber, har øget risikoen for at problemet opstår – men det er først og fremmest forårsaget af, at kaniner alt for ofte fodres forkert.

Der er en vis ’arvelig disponering’ i problemet med forvoksede tænder

For lidt hø og græs betyder, at kaninen tygger alt for lidt og på en forkert måde, og det bevirker, at tænderne får lov at vokse sig for lange. Når tandstillingen først er blevet forkert, kan det være svært at rette op på problemet. Som regel er det største problem, at kindtænderne slides for lidt. I enkelte tilfælde kan kaninen også få problemer med fortænderne.

Forvoksede tænder kan give mundbetændelse, sår på læber eller tunge og manglende evne til at få fat i og spise maden. Besvær med at tygge og synke ordentligt er tidlige tegn på tandproblemer sammen med øget spytafsondring der også bevirker, at kaninen er våd på hagen og brystet. Efterhånden taber kaninen sig og til sidst holder den helt op med at spise. Hvis man ikke griber ind, kan kaninen sulte ihjel.

Den mest almindelige behandling er at slibe de forvoksede tænder med jævne mellemrum. Man bør ikke klippe tænderne, da det nemt kan få tænderne til at knække, og der kan komme revner helt nede under tandkødet, som igen kan forårsage infektioner.

Du bør ikke selv slibe tænder på din kanin. Din dyrlæge har specialinstrumenter, som kan slibe tænderne til på en mere sikker måde. Hvis kindtænderne også skal behandles, eller hvis kaninen er meget bange, er man nødt til at bedøve kaninen før indgrebet.

Desværre er det sjældent nok med én tandslibning, for problemet vender stort set altid tilbage, spørgsmålet er bare hvornår. Hvis problemet vender tilbage allerede efter en måned, er det sandsynligt at netop den kanin vil have brug for at blive bedøvet og få slebet tænder en gang om måneden. I dette tilfælde bør man nok overveje, om det er i kaninens interesse med så hyppige behandlinger under fuld bedøvelse. Måske er aflivning en bedre løsning.

En permanent løsning på underbid eller forvoksede fortænder (hvis kindtænderne ikke giver problemer) er at fjerne fortænderne ved en operation under narkose. Kaninen kan spise helt normalt bagefter, og man slipper for at skulle til dyrlægen og have slebet tænder hele tiden. Hvis din kanin har problemer med tænderne, kan du tale med din dyrlæge om de forskellige behandlingsmuligheder og få hjælp til at vælge den bedste løsning.
Husk, at man som dyreejer i mange tilfælde kan forebygge problemet ved at give kaninen rigeligt med hø og græs!

Nedsat appetit

Der kan være mange grunde til, at kaninen mister appetitten. Den mest almindelige er, at kaninen får en kost, som indeholder for få fibre og for mange kalorier. Det kan føre til fedme, fedtlever og dårlig motorik i mave-tarm-kanalen.
Et andet almindeligt problem, som kan forårsage nedsat appetit er tandproblemer. Forvoksede kindtænder med skarpe kanter, kan lave sår på tungen, og en byld ved tandroden kan få kaninen til at holde op med at spise på grund af smerter.

Meget alvorlige, men ikke helt så almindelige tilstande, som kan medføre appetitløshed, er livmoderbetændelse, bylder, luftvejsinfektion, mave-tarm-infektion, mellemørebetændelse, indtagelse af giftstoffer samt blære- eller nyrebetændelse.

Manglende appetit, som varer mere end 2 døgn, bør altid få dig til at kontakte dyrlægen, også selv om din kanin ellers opfører sig helt normalt! Kaniner får hurtigt problemer med leveren, hvis de ikke får mad i længere tid. Hvis leveren rammes alvorligt, kan det være umuligt at helbrede kaninen. Tidlig diagnose og behandling af manglende appetit giver den bedste chance for at redde kaninens liv.

Pasteurellosis

En stor del af kaninbestanden er bærer af en bakterie i bihulerne kaldet Pasteurella multocida. Denne bakterie giver ikke problemer hos en sund kanin med godt immunforsvar. Men under visse stressende omstændigheder, som for eksempel ved fejlernæring, for høj temperatur, dårlig ventilation, trængsel, flytning mv. kan denne bakterie hurtigt formere sig og forårsage alvorlig sygdom.
Bakterien kan give infektioner i de øvre luftveje, i livmoderen, huden, nyrerne, blæren, tårekanalerne, mellemøret og lungerne. Hvis du opdager, at din kanin har flåd fra øjne, næse, kønsorganer eller hvis kaninen mister appetitten, er meget stille, får diarré, holder hovedet på skrå, mister balancen eller får besværet vejrtrækning, skal du gå til dyrlægen med den. Prøv aldrig selv at gå i gang med antibiotikabehandling uden at gå til dyrlægen først.

Kaninens mave-tarm-system er et meget følsomt organ, som afhænger af, at normalt forekommende bakterier kan nedbryde maden. Hvis man giver antibiotika uden den rette omtanke, kan kaninen dø af det, fordi antibiotika i forkert mængde eller styrke slår de gavnlige tarmbakterier ihjel, hvorefter de farlige bakterier får overtaget.

Diarré

Reel diarré er meget sjældent hos kaniner. Dette er en tilstand, hvor al afføring bliver flydende. Det er som regel en meget alvorlig sygdom, som skal undersøges af dyrlægen med det samme. Nogle af de alvorlige mave-tarm-infektioner, der forårsager diarré, kan medføre døden i løbet af et enkelt døgn.

Alvorlige mave-tarm-infektioner kan medføre døden i løbet af et døgn

Det, som de fleste mennesker kalder diarré, er den tilstand, hvor kaninen indimellem kommer af med lidt blød, flydende eller grødagtig afføring. Sammen med denne type afføring ses helt normal formet afføring. Den bløde afføring ses som regel på bestemte tider af døgnet (som regel om natten), den kan have en stærk lugt og sætte sig i kaninens pels. Den løse afføring er egentlig blindtarmsafføring.

Der er flere årsager til denne type ’diarré’. Den mest almindelige er mangel på fibre i kosten, samt fedme. Hvis man nedsætter mængden af kaninpiller, brød, frugt og andre fødevarer, der ikke er så sunde for kaniner, og i højere grad fodrer med græshø af god kvalitet i en periode på 1-3 måneder, kan man ofte løse problemet. Tal med din dyrlæge, hvis din kanin har dette problem, før du begynder at ændre dens kost.

Sår på haserne

Disse sår ses på den vægtbærende del af bagsiden af kaninens bagben. Sårene kan opstå af mange årsager, for eksempel at kaninen går på for hårdt og/eller ujævnt underlag, dårlig pels på bagbenene, at kaninen ofte trommer med bagbenet, når den bliver bange, dårlig hygiejne i buret, sådan at bagbenene bliver snavset til med urin og afføring.
Sårene bliver ofte dybe og inficerede, og kræver som regel behandling med antibiotika og bandager. Det er også vigtigt at fastslå årsagen og om muligt fjerne den.

Nedsat mave-motorik – ’Trommesyge’

Pludseligt opstået nedsat mave-motorik er et meget almindeligt problem hos kaniner. Ejeren opfatter det ofte som forstoppelse, fordi kaninen ikke længere har afføring. Nogle gange kompliceres problemet af ophobning af luft i mavesæk eller tarm.

Den opsvulmede mave/tarm trykker på de indre organer, og det er smertefuldt for kaninen. Ofte bliver kaninens almentilstand hurtigt forværret, og den holder op med at spise.

Der kan være mange grunde til, at mavesækkens bevægelser aftager. Nogle gange er det en direkte følge af, at kaninen er holdt op med at spise af en eller anden grund. Årsagen til appetitløsheden kan være forskellige sygdomstilstande eller at kaninen er stresset af ændringer i dens omgivelser, hvis den for eksempel bliver passet uden for hjemmet.

Det mest almindelige er dog, at mavens bevægelser ophører spontant, fordi kaninen i længere tid har fået en fiberfattig og alt for fed kost.
Tidligere kaldte man denne tilstand for ’hårboller i maven’, fordi man troede, at hårboller lukkede for passagen fra mavesækken. Det har dog vist sig, at hårbollerne først dannes, når mavesækken allerede er gået i stå, fordi væske trænger ud fra mavesækken, sådan at hår og madpartikler ophobes og klumper sig sammen.

Behandlingen består derfor hovedsageligt i at tilføre kaninen store mængder væske, sådan at ’hårbollerne’ i mavesækken opløses igen, samt at stimulere og genskabe mavesækkens naturlige bevægelser ved hjælp af mad og medicin. Det er ofte en meget langvarig og arbejdskrævende behandling, der strækker sig over flere dage, og som i nogle tilfælde kræver, at kaninen bliver indlagt på dyrehospital eller -klinik. Mange gange er forløbet så fremskredent, at kaninens liv ikke kan reddes.

Øreinfektioner

De kaninracer, som har hængende ører, rammes let af øreinfektioner. De hængende ører medvirker til sygdommen, fordi øregangen presses sammen og det medfører større risiko for bakterieinfektioner.

De kaninracer, som har hængende ører, rammes let af øreinfektioner.

Milde tilfælde behandles ved, at man renser ørerne og giver øredråber, men i mere alvorlige tilfælde kan det være aktuelt med en antibiotikabehandling. Lidelsen bliver ofte kronisk, fordi årsagen til problemet ikke kan fjernes (nemlig ørets anatomi).

I meget alvorlige tilfælde med pusdannelse i det indre øre, kan operation blive nødvendigt.

Øreskab

Øreskab medfører ansamlinger af brune, tørre flager, som kan fylde hele øregangen. Det underliggende væv er som regel meget irriteret og fyldt med sår. I svære tilfælde kan sårene også ses på hovedet. Behandlingen består i rensning af øret og øredråber. Det gør som regel meget ondt på kaninen, og alternativet kan være at behandle øreskab med indsprøjtninger.

Kaninskab (Cheyletiella)

Cheyletiella er en skabmide, der lever i det yderste hudlag, som oftest på ryggen af kaninen. Som regel ytrer lidelsen sig i begyndelsen ved en øget mængde skæl. Efterhånden kommer der bare pletter, sår og skorpet udslet.
Ofte, men ikke altid, ses intens kløe. Parasitten behandles med indsprøjtninger med et antiparasitært middel. Men denne parasit er temmelig modstandsdygtig, og det kan kræve op til seks behandlinger, før man bliver helt af med den. Rengøring af kaninens omgivelser er en vigtig del af behandlingen.

Følsomhed over for antibiotika

Kaniner er meget følsomme over for visse former for antibiotika. Derfor må du aldrig selv prøve at eksperimentere med at give kaniner antibiotika, uden at have talt med en dyrlæge først. Mange former for antibiotika, der er ufarlige for andre dyr, har vist sig at være livsfarlige for kaniner, uanset om de gives som piller eller som indsprøjtninger. Selv visse lokalpræparater (f.eks. salver) kan give alvorlige skader.

Den vigtigste årsag, til at disse midler er farlige, er, at antibiotika ændrer den normale mikrobiologiske balance i mave-tarm-kanalen. Ud over at lægemidlet påvirker den sygdomsfremkaldende bakterie i kroppen, påvirker den også de normale gavnlige bakterier i fordøjelsessystemet.

Kaniner har et meget følsomt fordøjelsessystem, så alle forandringer kan sætte en kædereaktion i gang, som kan føre til alvorlig sygdom eller dødsfald. Ud over at skabe ubalance i bakteriefloraen kan antibiotika også føre til dannelse af kemiske stoffer i kaninens krop. Andre former for antibiotika kan have direkte toksiske virkninger hos kaninen uden først at gribe ind i fordøjelsen.