Tine Antvorskov er ny direktør for Agria Dyreforsikring

Tine Antvorskov er i april tiltrådt stillingen som direktør for Agria Dyreforsikring, Danmark. Hun overtager stillingen efter Sonja Karaoglan, der var med til at starte Agria Dyreforsikring op i Danmark i 2011. Agria Dyreforsikring har eksisteret i Sverige siden 1890.

Tine Antvorskov er 47 år gammel. Hun bor i Glostrup med sin mand Henrik og deres to børn.

Tine Antvorskov har arbejdet i forsikringsbranchen de seneste 20 år bl.a. 9 år som landechef og administrerende direktør for AIG i Danmark.

Tine Antvorskov er uddannet Cand.merc.(jur.).

Den nye direktørs fokus vil i den første tid være at videreudvikle Agria Dyreforsikrings salgskanaler og -aktiviteter. Hun skal være med til at udbrede kendskabet til Agria Dyreforsikring og Agrias produkter. Der ligger yderligere en opgave i at tilpasse organisationen som følge af omfattende personaletilgang.

Tine Antvorskov er vokset op med dyr, og hun har en personlig interesse i at sikre gode vilkår for alle husdyr i Danmark. Hun udtaler i forbindelse med sin tiltræden:

”Agria Dyreforsikring har siden sin start i Danmark på enestående vis ændret det danske marked for dyreforsikringer. Agria har et for forsikringsbranchen unikt kundefokus understøttet af super kompetente medarbejdere og høje krav til kvalitet. Jeg glæder mig til at være en del af den fortsatte udvikling af Agria og har store forventninger for fremtiden.”

Sonja Karaoglan fortsætter hos Agria Dyreforsikring som nordisk business manager:

”Det har været en fornøjelse at være med til at starte Agria op i Danmark, og jeg er stolt over de flotte resultater, vores engagerede medarbejdere og rådgivere har skabt i form af vækst, og ikke mindst i form af ekstrem høj kundeloyalitet. Det er da også med lidt vemod, at jeg har påtaget mig en større nordisk rolle i Agria, selvom jeg glæder mig meget til nye udfordringer.”

Sonja Karaoglan siger endvidere om sin efterfølger:

“Når jeg giver stafetten videre, er jeg super glad for, at det er til Tine Antvorskov. Tine har en stærk baggrund inden for nicheforsikringer, en kombination af kundefokus og kommerciel tilgang samt et drive og en personlighed, der passer perfekt til rollen som Agria´s nye direktør. Jeg glæder mig til at følge Agria’s fortsatte udvikling på det danske marked.”