1. Planlægning er vejen frem

Forberedelse sparer dig for tid! Hvis du ved, at du får en travl dag, så brug 10 minutter aftenen før på at lave en to-do-liste. Skriv ned, hvad du skal nå, og i hvilken rækkefølge. Har du noget ekstra vigtigt, så sæt det øverst på listen. Husk også, at skrive udstyr på du skal have med – fx særlige gamacher til spring eller refleksudstyr til en tur i naturen.

2. Hold orden

Det er nemt at spilde tid på at lede efter ting, hvis du ikke har styr på sagerne. Sørg for, at alt udstyr har sin faste plads, og ryd op efter dig selv løbende. Hvis du først rydder op, når du er færdig med at ride, kan det hurtigt tage meget længere tid.

3. Drop multitasking

Det kan virke smart at lave flere ting på én gang, men i virkeligheden tager det ofte længere tid – og du risikerer at lave fejl. Følg din plan og tag én opgave ad gangen, så bliver du både hurtigere og mere effektiv.

4. Effektiv strigling

Det er vigtigt at strigle din pony hver dag, men du behøver ikke bruge timevis, hvis du bare skal ride hjemme eller ud på tur. Fokuser på de vigtigste områder – under sadlen og gjorden, under hovedtøjet og der, hvor gamacherne skal sidde. Hvis din pony er lidt støvet eller har en plet bagpå, så gør det ikke noget. Når du har bedre tid, kan du give din pony den helt store omgang.

5. Vær på forkant med udstyret

Det kan tage lang tid at gøre sadel og hovedtøj helt rent, hvis du ikke løbende holder det ved lige. Gør det til en vane at tørre de mest beskidte dele af dit udstyr af med en fugtig klud efter hver ridetur – især næsebåndet og gjorden. Det tager kun et øjeblik og gør det meget nemmere at holde udstyret pænt og rent i længden.

Med disse tips kan du få mest muligt ud af din tid i stalden – også når skolen fylder lidt mere i hverdagen!