Lidt for voldsom leg - når katten angriber dig
Jeg oplever ofte, at katteejere spørger mig, hvad de skal gøre ved, at deres katte angriber dem. Det er ofte unge katte, som udelukkende lever indendørs, der gør dette. Ejerne kan opleve, at katten angriber deres ben, når de går rundt, angriber alt, der stikker ud under en dyne om natten eller springer på ejeren, når denne sidder og arbejder eller bare slapper af. Angrebene kan gå fra at være nogenlunde blide med ’blot’ lidt ’legebid’, der ikke gør egentlig skade, til at være meget voldsomme, hvor der er risiko for at ejeren for alvor bliver bidt, så det bløder. I den sidste kategori beskriver ejerne ofte, at den ’bliver helt sort i blikket’, som om den er helt ’væk’ i angrebsadfærden.