Oprindelsesland: Thailand
Levealder: 12 - 16 år
Vægt: Hanner 3,5 - 4,5 kg, hunner 2,5 - 3,5 kg
Hvor kommer koraten fra?
Koratens historie går mere end 600 år tilbage i tiden. Den stammer fra Thailand, hvor den blev anset som et symbol på held og velstand. Korater blev ofte givet som lykkebringende gaver og nævnes i gamle thailandske manuskripter, herunder "Tamra Maew" (Kattebogen).
I modsætning til mange andre racer er koraten ikke udviklet ved avlsprogrammer, men er en naturligt opstået race. Den blev introduceret i USA i 1950’erne og senere i Europa. Koraten har siden bevaret sin oprindelige karakter, både i udseende og temperament.
Hvordan er en korats temperament og adfærd?
Koraten er en legesyg, intelligent og loyal kat. Den knytter sig stærkt til sine ejere og vil ofte følge dem rundt i hjemmet som en skygge. Koraten er kendt for sin stille tilstedeværelse, men den har også en stærk personlighed: Den ved præcis, hvad den vil – og hvornår den vil det.
Racen holder af selskab, men kan være reserveret eller mistroisk over for fremmede. Over for sine egne er den dog hengiven og meget kontaktsøgende. Korater foretrækker faste rutiner og kan være lidt følsomme over for pludselige ændringer i hjemmet.
Den accepterer bedst forandringer, når de indføres langsomt og gradvist: Hvis du skal skifte fodermærke, kan du f.eks. blande mere og mere af det nye foder op i det gamle over en uges tid. Hvis du skal have nye møbler, kan du skifte én stil ud ad gangen osv. Den gradvise metode giver din korat mulighed for at vænne sig til ændringerne i sit eget tempo.
Selvom koraten er lidt roligere end nogle af de andre østlige katteracer, er den stadig legesyg, energisk, nysgerrig og meget intelligent. Den lærer hurtigt, hvordan døre åbnes, hvor du gemmer yndlingslegetøjet, og hvordan man får opmærksomhed.
Aktivering af koraten
Selvom koraten måske ikke er helt så aktiv som sine artsfæller fra Østen, er den stadig legesyg og har brug for daglig aktivering for at trives. Den elsker jagtlege, opgaveløsning og klikkertræning. Kombinationen af intelligens og loyalitet gør den meget samarbejdsvillig.
Koraten sætter pris på variation i legetøj, høje udkigsposter og muligheden for at klatre og springe. Det er derfor vigtigt, at du beriger miljøet i dit hjem, så det kan opfylde dens behov.
Aktiveringsfodring – altså at du skrotter madskålen og udelukkende fodrer katten i forskellige typer aktiveringslegetøj – er også god aktivering til koraten, særligt når den lever som indekat eller volierekat.
Klikkertræning kan være en fremragende måde at stimulere både krop og sind hos koraten. Den lærer gerne små tricks, og den kan også lære praktiske færdigheder som f.eks. at åbne munden på kommando, så du kan se på tænderne og i mundhulen, at gå frivilligt ind i transportkassen osv.
Hvis du er villig til at investere tid i daglig aktivering og kontakt, får du en trofast og livlig følgesvend – og en god træningsmakker.
Koratens udseende og størrelse
Koraten er en mellemstor kat, men overrasker med sin vægt – den er muskuløs og kompakt under den fine pels. Kroppen er halvkraftig, men stadig elegant.
Pelsen er kort, glat og skinnende blå med et sølvskær, hvilket giver koraten en nærmest lysende fremtoning. Øjnene er store, runde og har en markant grøn farve, der først bliver den blivende farve, når katten er omkring to år gammel.
Koraten er ensfarvet sølvblå uden nogen form for mønster eller aftegninger.
Pelspleje på en korat
Koraten kræver minimal pelspleje. Den korte, tætte pels holder sig selv pæn og blank, men en blid gennembørstning en gang om ugen kan hjælpe med at fjerne løse hår og stimulere hudens naturlige olier.
Når koraten bliver ældre, kan den blive mindre smidig og få svært ved selv at pleje sin pels, f.eks. på den nederste del af ryggen. Også derfor er det godt, at den er vant til at blive børstet regelmæssigt – så vil den have nemmere ved at acceptere det, når den bliver ældre og får brug for mere hjælp til pelsplejen fra dig. Børstning skal helst være en rar oplevelse, både for katten og for dig.
Hvad fejler koraten?
Som mange andre racekatte, kan en british longhair have en særlig risiko for at blive ramt af forskellige arvelige sygdomme. Det skyldes bl.a. at racerene katte generelt har en mindre pulje af gener at føre videre, end huskattene, som formerer sig meget mere tilfældigt og derfor sjældnere får ført uheldige gener videre til næste generation.
Blandt de sygdomme, som koraten risikerer at få, er:
- GM1- og GM2-gangliosidose: Sjældne arvelige neurologiske sygdomme, som bl.a. kan føre til ukoordinerede bevægelser og blindhed. Opdrættere kan DNA-teste avlskattene og tage bærerne af de gener, der fører til sygdommene, ud af avl. Derfor forekommer sygdommene heldigvis meget sjældnere nu.
- Polycystisk nyresygdom (PKD/cystenyrer): En arvelig og langsomt fremadskridende nyresygdom, hvor der er cyster (huller) i nyrerne, som med tiden kan vokse og føre til nedsat nyrefunktion eller nyresvigt.
- Hypertrofisk kardiomyopati (HCM): En arvelig hjertesygdom, hvor hjertemusklen fortykkes, hvilket kan føre til blodpropper og hjertesvigt.
- Tandproblemer, f.eks. resorptioner: Som hos mange andre katteracer.
Køb af korat-killing
Vælg en opdrætter, som er opmærksom på både racens fysiske sundhed og adfærdsmæssige trivsel, og som kan give dig råd og støtte til, hvordan du skal passe din korat. Hvis du ønsker en mere uvildig rådgivning før købet, er du altid velkommen til at kontakte din dyreklinik eller en uddannet katteadfærdsrådgiver, f.eks. en dyrlæge eller veterinærsygeplejerske med efteruddannelse i katteadfærd.
Før du køber killingen, kan du bede opdrætteren om at se kuldet, så du kan danne dig et indtryk af, hvordan de ser ud. Er de rene og pæne, har de klare øjne, rene ører, og viser de ingen tegn på diarré eller lignende?
Bed gerne om at se morkatten og helst også faren, hvis det er muligt, for at se, hvordan de ser ud, og hvordan deres temperament er.
Adfærdsmæssigt er det en god idé at spørge, om katten f.eks. er trænet til at have det godt med at være i en transportkasse, at blive transporteret i bil og at blive håndteret og undersøgt af dyrlægen.
Tre ting, du skal vide, inden du køber en korat
- Loyal: Koraten knytter sig meget stærkt til sine ejere, og den er ikke i tvivl om, hvem den kender, og hvem der er fremmede. Har du vundet dens hjerte, viger den til gengæld ikke fra din side.
- Elegant udseende: Dens skinnende sølvblå pels, de smukke grønne øjne og den særlige ansigtsform giver den et yndefuldt udseende, der er svært at stå for. Desværre kan dens skønhed friste samvittighedsløse mennesker til at stjæle den, fordi de tror, de kan sælge racekatte videre for svimlende summer. Derfor kan det være bedst at holde koraten som indekat, evt. med adgang til en aflåst voliere eller indhegnet have.
- Intelligent og opmærksom: Det er en intelligent race, og en korat vil elske at løse opgaver og holde dig fascineret og på tæerne hver dag.
De tre bedste egenskaber ved koraten
- Ikke så glad for forandringer: Korater foretrækker faste rutiner og kan blive stressede af pludselige ændringer i miljø og rutiner. Derfor vil den ikke passe godt ind, hvis du lever et liv med meget uro og omskiftelige dage.
- Kræver menneskelig kontakt: Koraten trives typisk dårligt, hvis den bliver efterladt alene i længere perioder. Det er ikke den bedste race for dig, hvis du har mange lange arbejdsdage. Dens behov for kontakt kan betyde, at den udvikler opmærksomhedssøgende adfærd, hvis du f.eks. kommer til at belønne den for at kradse på soveværelsesdøren om natten ved at stå op og lukke den ind, fodre den eller lege med den. Vær opmærksom på fortrinsvis at give den opmærksomhed, når den ikke søger den. Så er risikoen for, at du får skabt dårlige vaner hos den, mindre.
- Kan være reserveret over for fremmede: Korater har brug for tid til at vænne sig til nye mennesker og omgivelser. Derfor skal du ikke forvente, at den er imødekommende over for dine gæster. Lær gerne gæsterne, at de skal lade din kat være og vente, til den – måske, måske ikke – selv kommer frem for at hilse på dem.
Vil du vide mere om andre populære racer?
Vi har samlet en liste med de mest populære katteracer, så du kan blive klogere på racens behov, styrker, udfordringer, og du kan finde din bedste firbenede ven!
Beregn din pris!
Se, hvad det koster at sygeforsikre din kat.