Mange har en madskål stående fremme hele dagen og ved ikke præcis, hvor tit katten spiser af skålen. Dem, der har udekatte, ved heller ikke, hvor ofte katten supplerer det hjemlige foder med en mus eller andre lækkerbiskener fanget i løbet af dagen (altså medmindre katten bringer byttet hjem og praler af det, inden den fortærer det). Mens andre måske vil sige, at deres kat får mad to gange dagligt og spiser det hele op med det samme. Og hvorfor skal man egentlig tænke mere over det?

Hjemme hos mig får Elvis og Rylle mad 6-7 gange dagligt. De får 4-5 gange tørfoder og 2 gange vådfoder i løbet af dagen. Og al maden bliver brugt til aktivering:

  1. De løber efter tørfoderet, så de får motion.
  2. De får tørfoder som belønning i træning.
  3. De får både tør- og vådfoder i diverse aktiveringslegetøj.

Til sidst i denne artikel giver jeg en udførlig beskrivelse af dagens rutine, der kan bruges som inspiration til, hvordan du selv kan bruge både tør- og vådfoder til at aktivere din kat.

Men det er ikke kun pga. aktiveringsværdien af maden, at mine katte får mad så tit. Det er også fordi, det er mest naturligt for dem. Netop dét vil jeg skrive lidt om i denne artikel og give ideer til, hvordan du kan sørge for, at din kat bliver fodret mere end to gange dagligt – også på en travl arbejdsdag.

Den afrikanske ørkenkat

Vores huskat nedstammer fra den afrikanske vildkat, en fin lille stribet kat der lever i og omkring Nordafrika. Huskatten har på mange måder ændret sig i forhold til den afrikanske vildkat i løbet af de 4-6000 år, der er gået, siden en gren af den afrikanske vildkat begyndte at ændre sig til at blive den morderne huskat.

Men en meget væsentlig ting har ikke ændret sig; Huskatten er, ligesom sin vilde forfader, en af de mest ultimative og specialiserede jægere, der findes! Både den afrikanske vildkat og huskatten skal have kød for at overleve (begge vil dø, hvis de kun bliver fodret med plantebaseret mad, da de er afhængige af livsvigtige aminosyrer og vitaminer, som kun findes i kød). Og begge har derfor udviklet sig til super specialiserede jægere.

’Problemet’ for begge katte er, at de ikke er særlig store – så deres bytte må være en del mindre. Deres mest normale bytte er små gnavere (f.eks. mus) og småfugle. For at få nok næring i løbet af en dag vil en afrikansk vildkat spise 10 eller flere små byttedyr fordelt hen over en dag. Vores domesticerede huskat har stadig det samme jagtinstinkt som sin forfader, og har derfor behov for at spise mange små måltider fordelt hen over en dag i stedet for få større måltider.

kat spiser af en madskål

Den moderne kats spisevaner

Man kan så spørge, om det smarteste ikke er at lade en stor skål mad stå fremme til en moderne huskat? Så kan den selv gå til og fra i løbet af dagen og spise små måltider i en mængde svarende til et lille byttedyr. Og det er der også nogen katte, som fint kan finde ud af. Mens andre til gengæld virker som om, de slet ikke kan holde op med bare at spise, hvis der står ’gratis’ mad fremme på denne måde.

Det skyldes flere ting: For det første smager moderne kattemad ofte rigtigt godt fra et kattesynspunkt, og de kan derfor have svært ved at stoppe (sådan har jeg det også, når jeg spiser chips!). For det andet er moderne kattemad supernemt at spise, idet det serveres i mundrette bidder, der gør det nemt for katten bare at spise og spise.

Derudover er mange af vores moderne katte neutraliserede, og det fører tit til nedsat stofskifte, men øget appetit! Og endelig kan katte konkurrere om den mad, som står frit fremme, hvis der er flere katte i husholdningen. Alle disse ting kan føre til, at katten overspiser af ’gratis’ mad og bliver for tyk.Derfor er det ikke altid smart at have en madskål stående frit fremme hele tiden.

Min Elvis ville f.eks. spise sig totalt i hegnet, hvis han fik gratis mad, hvor min Rylle omvendt bedre kan disponere gratis mad, men også bliver lidt småtyk, hvis det sker for tit.

Hvorfor ikke to gange om dagen?

Man kan så spørge, hvorfor det ikke er nok at give katten en afmålt skål mad to gange dagligt. Det fungerer rigtigt mange katte også fint på! Men jeg håber også, at ovenstående beskrivelse af, hvordan katten ville spise, hvis den levede vildt, viser at katte er bygget til at spise mange små måltider i løbet af dagen i stedet for to større.

De kan nå at blive rigtig sultne mellem sådanne to måltider, fordi deres fordøjelse er bygget til mange små måltider, og så kan de finde på at kaste maden i sig, fordi de er så sultne, og kaste halvdelen op igen. Eller blot kaste maden i sig og så igen gå rundt og vente på den næste fodring.

Endelig er det kedeligt for specielt indekattene, hvis de kun får mad to gange om dagen – maden er jo ofte noget af den eneste aktivering, de har – og her ville det være godt, hvis de oplever denne aktivering flere end to gange dagligt.

Seks om dagen!

Givet alt dette vil jeg foreslå, at man overvejer at fodre sin kat (og her specielt indekatte) i hvert fald 5 gange dagligt.

Nedenfor kan du se mit ’fodringsregime’ på en almindelig dag – og jeg tænker, det kan give lidt inspiration, selvom det virker lidt omfattende. Som man kan se, inddrager jeg også moderne teknologi (foderautomater), så kattene kan få et måltid, når jeg er på arbejde.

Det behøver man ikke – i ’gamle’ dage, før al denne nymodens teknologi, fik mine katte ikke mad i løbet af dagen, men resten af rutinen fulgte de. Foderautomaterne bruger jeg også, når jeg er væk et par dage, så de stadig får mange små måltider hen over dagen i stedet for, at der skal stå gratis mad fremme (jeg har naturligvis stadig en kattepasser, der kommer og tømmer bakker og nusser dem bag ørerne en gang om dagen).

Kat bruger aktiveringslegetøj med vådfoder

Min foderrutine ser ud som følger:

  • Morgen: Her måler jeg allerførst hver af kattenes morgen-tørfoder og placerer det i hver deres lille beholder.
  • Den ene halvdel af deres morgenportion får de med det samme. Her starter jeg med at lave ’jagtleg’ med noget af maden, hvor jeg lader kattene løbe rundt i lejligheden og fange stykker af tørfoder, jeg kaster. Jeg sætter forhindringer op, som de skal hoppe over (en kattetunnel og et vandret kradsebræt) og sørger på den måde for, at de får lidt morgenmotion. Dernæst bruger jeg resten af den første halvdel til at belønne dem for at få børstet tænder. Det er en daglig hyggelig træningsaktivitet.
  • Senere på morgenen, efter mit bad etc., får de så begge vådfoder. De deler en pose vådfoder (100gr) morgen og så endnu en pose aften. Hver kats vådfoderportion fordeles mellem hhv. en teskefuld i en skål og resten i et aktiveringslegetøj (der kan vaskes). Vådmaden i skålen overhældes med lidt vand, så jeg sørger for, at de også får rigeligt væske (begge lider af forskellige blære-/nyreproblemer). Kattene får maden på hver deres avis, da det godt kan være lidt snasket, når de dimser vådmaden ud af aktiveringslegetøjet.
  • Inden jeg går på arbejde, får kattene ca. 10-15 tørfoderbidder hver af deres resterende morgen tørfoder, igen i aktiveringslegetøj, og resten bliver puttet i foder automater, der udløser det ved frokosttid.
  • Når jeg kommer hjem fra arbejde, måler jeg deres aftentørfoder af, og det kommer igen i de to beholdere. De får halvdelen med det samme, og igen laver vi først ’jagtlege’ med det rundt i lejligheden og over forhindringer. Resten bliver brugt på individuel træning af kattene. Lige nu er jeg ved at lære Elvis at ’stå’ (som en hund), og med Rylle arbejder jeg på at lære hende at få børstet tænder med en ny tandbørste.
  • Ved 18-tiden får de så igen vådfoder på samme måde som om morgenen.
    Elvis spiser vådfoder, og her kan man se både skålen med vand og en teskefuld vådfoder samt aktiveringslegetøjet med vådfoder i.
  • Og endelig får de den sidste halvdel af deres aftentørfoder ved 20 – 20.30-tiden, hvor jeg specielt får Elvis til at løbe efter maden og igen springe over forhindringer (da han er til den buttede side!), mens Rylle laver mere rolige øvelser med at gå op og ned ad en skammel, da hun har behov for at få styrket musklerne i bagbenene, der er lidt gigtplagede.

Kat bliver aktiveret med vådfoder

Det kan naturligvis godt virke lidt voldsomt med al denne fodringsaktivitet hen over dagen. Jeg gør jo så meget, fordi mine katte er indekatte. Forhåbentlig kan min rutine herover fungere som inspiration til at begynde at fodre din kat 5-6 gange dagligt og dermed få dens foderplan til at afspejle, hvordan den selv ville vælge at spise under naturlige forhold.

Velbekomme!