I denne guide får du flere forskellige oplysninger – alt sammen noget din kat vil være glad for, du ved om dens natur, behov og vaner.

Katte er meget renlige dyr, der nemt lærer at bruge en kattebakke. Men der kan være flere forskellige fysiske problemer, der kan være årsag til, at en kat får problemer med at tisse. Den mest almindelige årsag er, at katten ikke er tilfreds med kattebakken eller det sted, den står. Det opdager man ved, at katten sætter sig uønskede steder, og man finder små søer rundt om på gulvet.

En kat, der er blevet urenlig, skal altid undersøges grundigt af dyrlægen. Hos dyrlægen bliver katten tjekket fysisk, og en urinprøve bliver undersøgt for bakterier, krystaller og andet unormalt. Mange adfærdsproblemer har en fysisk årsag.

Adfærdsbehandling

Hos dyrlægen er det vigtigt, at enhver mulig fysisk årsag til problemet udelukkes, sådan at katten kan få den rette behandling. Adfærdsbehandling i kombination med forbedringer i forhold til kattebakken og dens placering kan stærkt anbefales. En kat, der føler sig utryg i sit territorium, eller som ikke er helt tilfreds med sit toilet, kan udvikle adfærdsproblemer, som med tiden kan sætte sig til fysiske problemer.

Katten kan f.eks. få stressbetinget blærebetændelse, såkaldt idiopatisk cystitis. Et fænomen der kan komme og gå, og som du skal holde øje med, fordi du kan blive forledt til at tro, at katten nu er helt rask.

Hvis du har mistanke om, at din kat fejler noget, bør du tage til dyrlægen.

Det vil din kat gerne have, at du ved om kattebakker

  1. Du skal ikke være bekymret, du behøver slet ikke lære din kat at bruge en kattebakke – det kan den i forvejen. Det er altså ikke nødvendigt at sætte den op i kattebakken eller holde om kattens forpoter, som om den skal grave i sandet. Katten opfatter det ikke som undervisning, men som et irritationsmoment.
  2. Det er vigtigt, at katten føler sig tryg, når den bruger kattebakken. Katten skal vide, at der ikke sker noget væmmeligt eller skræmmende, når den bruger sin bakke. Hvis du prøver at fange katten, mens den bruger sin bakke - f.eks. fordi den skal have medicin, i bad eller ind i sin transportkasse - kommer den sandsynligvis aldrig til at bruge sin kattebakke igen. Der skal bare ske noget slemt en enkelt gang, før katten lærer, at kattebakken ikke er et trygt sted.
  3. Placering, placering, placering! Stil kattebakken sådan at katten ikke skal lede efter den. Når katten skal bruge sin bakke, skal den ikke ud på en større skattejagt for at finde den! Den vil bestemt ikke synes om at skulle gå ned ad trappen og ind i det mørkeste hjørne i kælderen, når den pludselig er trængende. Placér kattens bakke – eller bakker – strategisk, sådan at den aldrig har lang vej. Katten vil også gerne være i fred, når den bruger sin bakke.
  4. Lad kattebakken stå det samme sted. Katten vænner sig meget hurtigt til, at bakken står et bestemt sted og løber strakt derhen, når den trænger. Og så forventer den, at bakken stadig står dér, hvor den altid har stået. Hvis den ikke gør det, kan katten finde på at gøre det, den skal på stedet, bakke eller ej.
  5. Stil bakken langt fra det sted, hvor katten spiser og drikker. Ville du have lyst til at spise og drikke lige ved siden af en kattebakke? Nej, vel? Det bedste er, at mad- og vandskåle og kattebakken står i hver sit rum, men hvis det ikke er muligt, skal de stå så langt fra hinanden som muligt.
  6. Hold kattebakken ren! Hold kattebakken så ren, at du selv kunne tænke dig at bruge den. Katte er meget renlige og lidt sippede dyr. Hvis kattens bakke ikke er ren eller tømt ordentligt, kan det skabe problemer. Fjern afføring og urinklumper hver dag og skift sandet ud, så det altid er tørt og rent.
  7. Du skal have mindst én bakke per kat, og bakkerne skal ikke stå ved siden af hinanden, men have hver sit sted.
  8. Kattebakken skal være stor nok og helst ikke overdækket (hvis den er overdækket, skal katten kunne stå op og sidde ret op og ned, uden at støde imod taget og væggene). Det er vigtigt, at kanterne ikke er for høje, især for ældre katte.
  9. Kattesandet skal være blødt og fintkornet.
  10. Katten giver ofte ejerne et prej om, hvad den godt kan lide, hvis man f.eks. ser på, hvor den vælger at tisse i stedet. Nogle katte vil gerne have meget sand, andre foretrække lidt.