Mine katte har levet hele deres liv indenfor. Først i min lejlighed på Vesterbro, så i et hus i England, og nu i min lejlighed i Gentofte. I min nuværende lejlighed har de mulighed for at komme ud på min (kattesikrede) altan, og det er første gang at de i større grad har oplevelsen af at være udenfor.
Jeg vil dog stadig sige, at mine katte er indekatte, dvs. katte der ikke har mulighed for at komme ud i en have eller i naturen på anden måde. Og jeg er ikke den eneste. Specielt i storbyerne finder man mange katte der ikke har mulighed for at komme ud. Selvom mange indekatte egentlig virker glade og tilfredse i deres dagligdag er det klart, at de ikke har de samme muligheder for daglig mental aktivering og fysisk bevægelse, som katte der har mulighed for at komme ud.
Hvorfor skal indekatten bevæge sig?
Man kan spørge hvorfor det er nødvendigt at få en indekat til at bevæge sig. Den virker jo ganske tilfreds med at ligge i sofaen og snue det meste af dagen og tage nogle små gåture til madskål og kattebakke.
Og det er til dels også rigtigt, at katten er glad for at hvile og sove; som rovdyr er katten bygget til at hvile meget i løbet af dagen, for så at bruge den opsparede energi under jagt. Det er også rigtigt at gennemsnitskatten vil sove 15 timer om dagen, også den kat der kan komme ud og jage.
Men når udekatten går på jagt, så bruger den ikke kun sin krop under selve jagtsekvensen, hvor den fanger og nedlægger byttet. Inden da har den bevæget sig rundt i sit territorium for at lokalisere byttet. Den har kravlet over og under ting, måske hoppet op og ned ad ting, gået oprejst og sneget sig afsted, har måske også løbet et par gange efter noget der lignede et bytte. I det hele taget har den fået brugt alle sine muskler og hermed holdt dem ved lige.
I gennemsnit vil en udekat bruge 6 timer om dagen på at patruljere sit territorium og lede efter bytte, og selvom den måske ikke er i bevægelse alle 6 timer, men også bruger tid på at sidde og kigge sig omkring, får den nok bevæget sig en del mere end en indekat.
Hvis katten derimod ikke bevæger sig meget, vil den miste muskelmasse, og det kan så føre til problemer senere, f.eks. at den ældre kat vil have sværere ved at kompensere for gigt eller generelt holde balancen.
Desuden er der en risiko for at indekatten bliver overvægtig. Langt de fleste indekatte har masser af mad – de fleste har en madskål stående tilgængelig døgnet rundt med tørfoder.
Det er dog ikke alle katte, der kan regulere deres energiindtag, så det passer med, hvor meget energi de rent faktisk har brug for. Derfor ser man en stigende andel af specielt indekatte være lidt for meget til den buttede side, hvilket jo ikke er sundt for hverken organer eller bevægeapparat.
Så alt i alt er det vigtigt at opmuntre sin indekat til at bevæge sig mere, og jeg vil herunder fortælle om, hvordan jeg prøver at holde mine katte ’fit for fight’.
Indret miljøet
Man kan indrette selv en lille lejlighed på en sådan måde, at katten bliver ’tvunget’ til at bevæge sig både i vandret og lodret retning. Hos mig har jeg for det første et gulv-til-loft klatretræ i stuen med diverse hylder og huler. Træet opmuntrer mine katte til at strække sig (også godt for kroppen), når de hvæsser kløer og til at klatre og springe.
Ud for mit kradsetræ har jeg desuden en hylde oppe under loftet, hvorfra en kat kan springe til og fra kradsetræet. Her har jeg både en foderautomat og en hyggelig seng, så jeg yderligere opmuntrer til at springe frem og tilbage.
I mit soveværelse har jeg indrettet et helt sæt af hylder oppe under loftet og ’trapper’ op til dem. Hylderne er lavet af almindelige hylder fra Ikea skåret i mindre stykker til trapperne og i fuld længde oppe under loftet. Alle hylder er beklædt med tæpperester, så kattene ikke glider på dem. Kattene kan komme op på dem via en kommode i den ene side af værelset og via et kradsetræ i den anden side.
Via hylderne og kradsetræet kan kattene komme videre over på toppen af mit klædeskab, som jeg igen har gjort til et hyggeligt sted med et stort transportbur dækket med et tæppe og en kattehule. Generelt er meningen med hele dette arrangement at give mine katte mulighed for at hoppe op og ned, ’gå på trapper’ og få bevæget sig på denne måde.
Desuden laver jeg nogen gange en ’forhindringsbane’ i stuen af nogle ’cavalettier’, der står, så kattene skal bevæge sig over dem for at komme til altandøren. Det er måske ikke så kønt, men for mig er det vigtigt, at jeg ved mine katte får bevæget kroppen dagligt også uden for de tidspunkter, hvor jeg direkte tilskynder dem til det.
Workout
Ud over kradsetræer og hylder der naturligt opmuntrer mine katte til at bruge kroppen, så laver jeg også ’workout’ med dem morgen og aften. Her sætter jeg en forhindringsbane op af en kattetunnel og et vandret kradsemøbel, og så bruger jeg noget af deres mad som ’bytte’, de skal løbe efter.
Dvs. jeg kaster deres mad rundt i lejligheden, så de løber efter det og i farten springer hen over de forhindringer, jeg har sat op. Det gør jeg om morgenen, når jeg lige er stået op, og de er sultne, og igen om aftenen inden jeg selv laver mad.
Og jeg kan få kattene til at løbe efter maden, fordi de ikke har mad stående fremme hele tiden, men omvendt får deres mad serveret i 6 små måltider om dagen. Derfor er de klar og sultne, når det er tid til workout.
Min kat Rylle har lidt ondt i ryggen og er ikke altid lige glad for at skulle hoppe for meget over forhindringer, så med hende laver jeg lidt ekstra ’cavaletti-arbejde’, hvor jeg får hende til at gå frem og tilbage over cavalettierne vist på billedet herunder.
Leg
Endelig opmuntrer jeg også mine katte til leg, så meget jeg kan. Hvis man har yngre katte, vil de helt naturligt lege en masse og bruge deres kroppe på den måde – men lidt ældre katte, som mine, skal måske lige sættes i gang og opmuntres, f.eks. med fiskestangslegetøj.
Udekatte kan også være med på fitness bølgen
Denne artikel har mest henvendt sig til ejere af indekatte, men dermed ikke sagt at man ikke også kan lave de samme fitnesstiltag til sin udekat. Den vil også værdsætte hylder og kradsetræer indenfor og sikkert også en sjov 'fang maden-leg', der generelt er en hyggelig og sjov ting at lave med en kat.
Specielt den lidt ældre og mere tilbagelænede udekat vil have glæde af lidt ekstra fitness i dagligdagen.