Hvad er luftrørskollaps hos hund?
Luftrørskollaps betyder, at bruskringene i luftrøret (trakea) er svækkede. Ved indånding eller udånding, alt efter hvor i luftrøret svækkelsen sidder, falder bruskringene mere eller mindre sammen. Sygdommen ses oftere hos mindre racer som pomeranian, dværgpuddel og yorkshireterrier.
Symptomer på luftrørskollaps
- Hoste ved luftrørskollaps lyder ofte gøende, hæs og tør, ligesom falsk strubehoste.
- Hoste kan også lyde, som om hunden har fået noget galt i halsen.
- Hoste ved ophidselse, anstrengelse eller når den trækker i snoren.
- Hoste når ejeren løfter hunden op.
- Rallende vejrtrækning eller hvæsende lyde.
- Voldsomme hosteanfald og besvær med at få luft.
- I alvorlige tilfælde kan hunden få blålige slimhinder.
- I alvorlige tilfælde kan hunden besvime på grund af iltmangel.
Sådan stilles diagnosen
Diagnosen stilles ved, at dyrlægen lytter på luftvejene, tager røntgenbilleder og nogle gange udfører en endoskopi. Samtidig undersøger dyrlægen, om der findes andre forandringer i åndedrætsorganerne.
Sådan behandles en hund med luftrørskollaps
Behandlingen af luftrørskollaps tilpasses efter, hvor alvorlige symptomer hunden har. Målet er at mindske irritationen i luftvejene og forbedre hundens vejrtrækning. Nogle almindelige tiltag er:
- Vægttab, hvis hunden er overvægtig, da overvægt kan forværre tilstanden hos en hund med luftrørskollaps.
- Mange hunde får det bedre ved at undgå halsbånd og i stedet bruge sele for at mindske trykket på luftrøret.
- Undgå stærkt lugtende rengøringsmidler og røg.
- Undgå situationer, der kan føre til ophidselse eller gøen.
- Undgå varme.
- Undgå de situationer, hvor hunden begynder at hoste.
- Hunden kan få hostestillende medicin og eventuelt inhalationsbehandling med kortison samt nogle gange bronkieudvidende medicin.
Ved sværere tilfælde, hvor medicinsk behandling ikke er tilstrækkelig, kan en kirurgisk indsats være nødvendig. Her indsættes kunstige rør eller ringe i luftrøret for at holde det udspilet og forbedre hundens vejrtrækning.
Hvornår skal jeg kontakte dyrlæge?
Kontakt dyrlæge, hvis din hund:
- Hoste gentagne gange
- Får sværere ved at trække vejret
- Virker forpustet ved let anstrengelse
- Bliver mere træt end normalt eller orker mindre
- Får hosteanfald, der bliver værre over tid
Søg akut dyrlægehjælp, hvis hunden:
- Viser tegn på kraftig åndenød
- Får blålige slimhinder
- Kollapser eller mister bevidstheden
Prognose for en hund med luftrørskollaps
Luftrørskollaps er en kronisk tilstand, der ofte udvikler sig over tid. Nogle hunde får kun milde symptomer, som kan håndteres med medicin og livsstilsændringer, mens andre får mere udtalte problemer, der kan kræve kirurgisk behandling. Hvor godt hunden reagerer på behandlingen, afhænger af graden af kollaps og om der er andre sygdomme, der påvirker luftvejene.