I weekenden blev Agria Hundegåtur afholdt over hele landet. Gåturen handler om at hylde vores firbenede venner og samtidig samle penge ind til et godt hundeformål. Det var gratis for hundeejerne at deltage, og Agria donerede 10 kr. pr. gåtur, som gik ubeskåret til Dyreværnet. 3.000 hundeejere og hunde deltog på en rask gåtur og var samtidig med til at rejse 30.000 kr. De går til Dyreværnet, som omplacerer hunde, der trænger til nyt hjem.
Goodiebags bliver sendt til de første 300, der gik tur. Da eventet var digitalt, kunne alle være med, uanset hundens alder, og hvor langt, poterne kunne gå. Rikke Christensen-Lee, direktør hos Dyreværnet, er begejstret for indsamlingsresultatet, som virkelig kommer til at gøre en stor forskel for alle de hunde, der skal have styr på nogle skavanker, før de er klar til at komme ud i nye hjem.
Tidligere har Agrias store hundegåtur kun eksisteret som en fysisk begivenhed, men i år blev begivenheden afholdt online, hvor alle kunne være med på Facebook og Instagram.
Agria Hundegåtur begyndte i Stockholm i 2016 som et velgørenhedsarrangement. Siden da er initiativet kommet til Danmark, og i år var der desuden gåtur i Norge, Finland, Storbritannien, Frankrig og Tyskland. I alt var 18.651 hunde på gåtur, og det samlede indsamlingsbeløb endte på 345.000 kr., som går til hjemløse hunde.