Aktivering af tyrkisk van
Den tyrkiske van er en meget aktiv og legesyg kat, som elsker at klatre, springe og jage. Den kræver daglig motion og mental stimulering for at trives – men det er også god stimulering og underholdning for dig at holde den aktiv og glad.
Store kradsetræer, klatremiljøer, hylder til at springe mellem, bolde, jagtlegetøj og aktiveringsfodring er fantastiske måder at stimulere den på. Racen sætter også stor pris på at lære tricks gennem klikkertræning – den elsker udfordringer og belønninger for sit engagement.
Træning er ikke bare for sjov – det kan også lære din kat at have det godt med de forskellige oplevelser, den vil komme til at få gennem sit liv hos dig, f.eks. at blive børstet over hele kroppen, at få børstet tænder og at gå frivilligt ind i transportkassen.
Det kan også være en god idé at stille en lav bakke med vand frem på et gulv, der er nemt at rengøre og tørre af – ikke på de ægte tæpper eller det fine, sarte trægulv. Mange tyrkiske van'er elsker at pjatte og lege i vandet, og det kan give ekstra berigelse i deres hverdag.
En drikkefontæne er typisk også noget, en tyrkisk van vil sætte pris på – men stil den evt. på badeværelset, som nemmere tåler vandpjaskeriet end resten af hjemmet gør. Om sommeren kan du måske give din tyrkiske van mulighed for at lege i vand i en indhegnet have.
Tyrkisk vans udseende og størrelse
Den tyrkiske van er en mellemstor til stor kat med en kraftig, muskuløs bygning og en lang, busket hale. Øjnene er store og kan være ravfarvede, blå eller odd-eyed (to forskellige farver).
Pelsen er semilang, silkeblød og vandafvisende, hvilket er usædvanligt for langhårede katte. Om sommeren er pelsen kortere og tyndere, mens den om vinteren bliver tykkere og mere ulden.
Den mest klassiske farvetegning er "van-mønsteret": en hvid krop med farve på hovedet og halen – typisk i rød, creme, sort eller blå, og der kan være tabby-varianter.
Pelspleje på en tyrkisk van
På trods af sin længde er den tyrkiske vans pels forholdsvis nem at holde. En grundig kæmning eller børstning en gang om ugen er som regel tilstrækkelig, men i fældningsperioder er hyppigere børstning nødvendig for at fjerne løse hår, undgå filter og forebygge, at katten slikker mange løse hår i sig og danner hårboller.