Aktivering af ragdoll
Selvom ragdollen er en rolig og afslappet kat, nyder den stadig at blive aktiveret og stimuleret dagligt. Det er vigtigt at give den mulighed for at lege og udforske sine omgivelser – det er nemlig en ganske legesyg race. Som killinger vil ragdoll-katten underholde dig i timevis med lege som at jagte deres egen hale, jage fluer og udforske verden omkring dem. Mange af dem elsker at løbe efter bolde og bringe dem tilbage til dig, så du kan sagtens træne den tricks.
Jagtleg, motion, sansestimulering, opgaveløsning og træning er også godt til at holde din ragdoll glad og sund. Klikkertræning i korte træningspas er en god træningsteknik til katte. Husk, at træning ikke kun kan bruges til at lære katten sjove tricks, som f.eks. at give ”high five”, men også til at lære den praktiske færdigheder som f.eks. at gå frivilligt ind i transportkassen eller at få tænderne børstet dagligt. En anden vigtig færdighed at bruge træning til er at lære din ragdoll – med den lækre pels – at det er rart at blive børstet, også på de mere ømtålelige og mindre tilgængelige steder som under ”armene” og på indersiden af lårene.
Du kan også overveje at træne din ragdoll til at gå i sele og snor på et sikkert område, hvor den kan få flere positive sanseindtryk, end den kan indenfor – men altså ikke på almindelig gade og vej, hvor I risikerer f.eks. at møde en hund, der ikke vil katten det godt.
Din ragdoll vil sikkert også sætte pris på at have adgang til gode klatremøbler og kradsetræer. I det hele taget kan du berige miljøet i dit hjem til den, som man gør for tigeren i zoo.
Ragdolls udseende og størrelse
Ragdollen er stor, muskuløs og pelset, hvilket giver den et imponerende og majestætisk udseende. Den har en bred brystkasse, kraftige ben og en busket hale. En fuldvoksen ragdoll kan veje mellem 5–10 kg, afhængigt af køn og genetik.
En ragdoll-killing fødes hvid, og farverne kommer til syne i dens første leveuger. Farverne kan blive ved med at udvikle sig i flere år.
Ragdollens pels er halvlang, silkeagtig og meget blød. Den har en karakteristisk farvefordeling, der kaldes "pointed", hvilket betyder, at ørerne, ansigtet, poterne og halen er mørkere end resten af kroppen. Ragdollens øjne er altid blå, hvilket er et af dens mest iøjnefaldende træk.
Ragdolls farver og mønstre
Farver:
- Seal
- Blå
- Chocolate
- Lilla
- Rød
- Crème
- Cinnamon
- Fawn
De kan være tortie:
- Tortie
- Blåtortie
- Chokoladetortie
- Lillatortie
De kan også være tabby.
Mønstre:
- Colorpoint: Kattens krop er lysere, mens ører, ansigt, poter og hale er mørkere.
- Mitted: Ligesom colorpoint, men med hvide "vanter" på forpoterne og hvide "støvler" på bagpoterne samt en hvid stribe på maven.
- Bicolor: Kattens ansigt har en omvendt hvid "V"-form, og den har hvidt bryst, ben og mave.
Pelspleje på en ragdoll
Ragdollens silkebløde pels er semilang. Pelsen er lang ned omkring halen, brystet og maven. På ryggen og ned over siden er pelsen halvlang, men over skulder, hofter og hoved er pelsen forholdsvis kort. Pelsen på halen er lang, og den strækker sig ned omkring bagbenene, så det ligner bukser.
Pelsen filtrer ikke så nemt, men det kan stadig ske, og derfor er pelsplejen en vigtig del af dagligdagen. Det anbefales at børste ragdollen mindst en gang om ugen. Ragdolls fælder en del, og derfor skal du være klar på at svinge støvsugeren – især i fældeperioderne. Hvis du ikke har tid eller kræfter til regelmæssig pelspleje, er det altså ikke en ragdoll, du skal vælge.