Aktivering af perseren
Perseren er en magelig kat, og selvom den kan komme med nogle pludselige, kraftfulde energiudbrud, så er det generelt ikke en race, der bevæger sig unødigt. Det er derfor vigtigt, at du får din perser aktiveret, så den holder sig i god form og ikke bliver overvægtig. Det er lige så usundt for katte at være overvægtige, som det er for os mennesker, og det kan medføre forskellige alvorlige følgesygdomme.
Aktiveringsfodring – altså at skrotte madskålen og udelukkende fodre katten i forskelligt aktiveringslegetøj – er god aktivering, fordi det giver katten mulighed for at udføre en stor del af dens naturlige jagt- og ædeadfærd. Det er ekstra vigtigt at give den mulighed for det, hvis den lever som indekat.
Samtidig kan aktiveringsfodring forebygge eller være med til at behandle overvægt: Hver gang din kat skal spise, skal den arbejde lidt med aktiveringslegetøjet, og den kan ikke bare støvsuge madskålen på én gang. Endelig giver aktiveringsfodringen din kat mulighed for at spise, som det er mest naturligt for en kat: op til 15 små måltider fordelt på hele døgnet. Det er nok de færreste ejere, der fodrer katten så ofte – også om natten.
Klikkertræning i korte træningspas er en god træningsteknik til katte. Husk, at træning ikke kun kan bruges til at lære katten sjove tricks, som f.eks. at give ”high five”, men også til at lære den praktiske færdigheder, som f.eks. at gå frivilligt ind i transportkassen eller at få tænderne børstet dagligt.
En anden vigtig færdighed at bruge træning til er at lære din perser – med den store pels – at det er rart at blive børstet, også på de mere ømtålelige og mindre tilgængelige steder som under ”armene” og på indersiden af lårene.
Perserens udseende og størrelse
Persere har en meget karakteristisk hovedform. Det er bredt med kort snude, fyldige kinder og store, runde øjne. De små ører er placeret langt tilbage på hovedet. Kroppen er middelstor, og perseren har en kort, busket hale. Perserens pels er lang, tyk og silkeagtig, hvilket giver den et imponerende udseende – pelsen gør også, at den ser større ud, end den egentlig er. Perserens øjne kan være i forskellige farver, afhængigt af pelsfarven.
Perserens farver og mønstre
Perseren findes i stort set alle kendte farver. Ensfarvede eksemplarer kan være sorte, hvide, røde eller blå, men der findes også chokolade-, lilac- og cremefarvede persere. Desuden er der også tofarvede og trefarvede persere samt den mere eksotiske ”smoke”, der betyder, at en stor del af pelsen er farvet, mens hårrødderne er sølvhvide. Er kun hårspidserne farvede, og en stor del af pelsen sølvgrå, så kalder man farvevarianten ”shaded”.
Pelspleje på en perser
Perserens pels er nok den mest krævende at holde. Det anbefales at børste perseren dagligt for at forhindre sammenfiltring, men også for at fjerne mange af de løse hår, så katten ikke slikker dem i sig og risikerer at danne hårboller. Regelmæssig badning kan også være nødvendigt for at holde pelsen ren og fri for fedt, men det er vigtigt, at du sørger for at tørre katten godt igennem, så der ikke er fugt helt nede ved huden, der kan give hudirritationer og lignende.
Der findes også en ”klassisk perser”, som har et meget mere normalt proportioneret snudeparti. Hvis du er vild med perserens rolige adfærd, kan du overveje at se nærmere på denne variant af racen, før du bestemmer dig for, hvilken kat du skal vælge.