Hvad fejler devon rex?
Som mange andre racekatte, kan en devon rex have en særlig risiko for at blive ramt af forskellige arvelige sygdomme. Det skyldes bl.a. at racerene katte generelt har en mindre pulje af gener at føre videre, end huskattene, som formerer sig meget mere tilfældigt og derfor sjældnere får ført uheldige gener videre til næste generation.
Blandt de sygdomme, som en devon rex risikerer at få, er:
- Patellaluksation: løse knæskaller, som kan føre til gangproblemer og smerter.
- Hypertrofisk kardiomyopati (HCM): en arvelig hjertesygdom, der giver fortykket hjertemuskulatur, hvilket kan føre til blodpropper.
- Malassezia dermatitis: en svampeinfektion i huden, som gør huden fedtet og bl.a. giver kløe og øreproblemer.
- Solskoldning: den tynde pels – som på nogle katte kan have helt nøgne områder – betyder, at devon rex nemt bliver solskoldet. Hvis den skal ud i f.eks. en voliere eller en indhegnet have, bør den være overdækket, så den kan opholde sig i skygge.
Den tynde pels beskytter heller ikke devon rex så godt mod kulde, så den har det bedst som indekat, særligt i det kolde vinterhalvår
Køb af devon rex-killing
Vælg en opdrætter, som er opmærksom på både racens fysiske sundhed og adfærdsmæssige trivsel, og som kan give dig råd og støtte til, hvordan du skal passe din devon rex.
Hvis du ønsker en mere uvildig rådgivning før købet, er du altid velkommen til at kontakte din dyreklinik eller en uddannet katteadfærdsrådgiver, f.eks. en dyrlæge eller veterinærsygeplejerske med efteruddannelse i katte og katteadfærd.
Før du køber killingen, kan du bede opdrætteren om at se kuldet, så du kan danne dig et indtryk af, hvordan de ser ud. Er de rene og pæne, har de klare øjne, rene ører, og viser de ingen tegn på diarré eller lignende?
Bed gerne om at se morkatten og helst også faren, hvis det er muligt, for at se, hvordan de ser ud, og hvordan deres temperament er. Spørg også gerne, om forældrekattene er screenet for arvelige sygdomme.
Det er også vigtigt at spørge opdrætteren, hvordan katten er vokset op adfærdsmæssigt, f.eks. om den er trænet til at gå frivilligt ind i transportkassen, til at have det godt med at blive transporteret i bil, med at blive badet osv. Det er nemmere for dig at vedligeholde træningen, når opdrætteren har lagt et godt fundament, mens killingen var allermest modtagelig for læring.
Tre ting, du skal vide, inden du køber en devon rex
- Hengiven følgesvend: En devon rex er en kat, der elsker opmærksomhed og kontakt. Det er derfor en bofælle, der vil elske, når du kommer hjem, og at følge dig i tykt og tyndt.
- Legesyg med stort L: Det er en rigtig spasmager af en kat, og den går aldrig af vejen for en omgang leg og sjov. Du skal derfor helt sikkert nok få en masse gode grin, når din devon rex folder sig ud.
- Træningsvillig: Devon rex er en meget lærenem race; du kan lære den alle mulige tricks, f.eks. at give ”high five”. Du kan også bruge klikkertræning til at lære den praktiske færdigheder såsom at have det godt med at blive børstet med en meget blød børste, at åbne munden på kommando, så du kan se på tænderne, eller at spise medicin frivilligt, hvis den skulle få brug for jævnlig medicinering senere i sit liv.
De tre bedste egenskaber ved devon rex
- Kan godt lide selskab: Racen er meget social og vil derfor typisk ikke fungere godt i et hjem, hvor den er meget alene. Hvis du oftest har lange arbejdsdage, er denne race ikke nødvendigvis den rigtige for dig.
- Hudproblemer: På grund af sin sarte (og nogle gange sparsomme) pels er den mere disponeret for hudproblemer og -irritationer. Det er derfor noget, du skal være opmærksom på, og det vil sandsynligvis også kræve regelmæssige bade at holde den ren samt evt. hyppigere dyrlægebesøg.
- Kræver aktivering: Devon rex har et højt aktivitetsniveau og finder selv på narrestreger, hvis den keder sig. Derfor er det vigtigt, at du får aktiveret den, så den ikke selv bliver for kreativ.
Vil du vide mere om andre populære racer?
Vi har samlet en liste med de mest populære katteracer, så du kan blive klogere på racens behov, styrker, udfordringer, og du kan finde din bedste firbenede ven!
Gå til raceoversigten