Aktivering af cornish rex
Cornish Rex er en ualmindeligt aktiv og legesyg kat, der har brug for daglig motion og mentalt og sansemæssigt stimulerende aktiviteter. Den elsker jagtlege, spring, apportlege og klikkertræning. Nogle cornish rex'er lærer også at gå i snor og nyder korte udflugter i sikre omgivelser.
Det høje energiniveau gør, at racen trives i et hjem, hvor der er mulighed for at klatre, hoppe og løbe. Klatremøbler, tunneller og masser af interaktivt legetøj er vigtigt for at holde en cornish rex beskæftiget og glad. Klikkertræning og problemløsningslege er perfekte, da racen både er kvik og ivrig efter at samarbejde. Du kan lære din cornish rex små tricks som at give pote, hente legetøj eller snurre rundt på kommando.
Du kan – og bør – også træne din cornish rex til at have det godt med f.eks. at komme i bad, at gå frivilligt ind i transportkassen, at blive håndteret på den måde, som dyrlægen gør det - og andre procedurer, som du ved, at din kat kommer til at opleve igennem sit liv som familiedyr hos dig.
Bliver en cornish rex ikke aktiveret, så kan du ende med en rigtig ballademager, der ruller toiletpapiret ud på gulvet, gynger i gardinerne eller vækker dig om natten, fordi den vil have opmærksomhed. Den egner sig derfor heller ikke godt til at være alene det meste af dagen.
Hvis du gerne vil have to cornish rex-katte til at holde hinanden med selskab, kan det anbefales fra starten at vælge to killinger fra samme kuld, som har været nært knyttede til hinanden og f.eks. har leget meget sammen. Opdrætteren kan hjælpe dig med at vælge det rigtige par.
Aktiveringsfodring er en god måde at holde din cornish rex glad og sund på. Når din kat har fanget idéen med at arbejde for føden ved at lege foderet ud af forskellige former for aktiveringslegesager, kan du skrotte madskålen helt og nyde at observere din kat, mens den finder på nye måder at løse opgaverne på.
Du kan også gemme opgaverne bag åbne døre, under sofaen og andre steder, hvor din kat gerne må være, så den får mulighed for at afsøge sit territorium og finde positive overraskelser nye steder hver dag.
Cornish rex udseende og størrelse
Cornish rex er slank og muskuløs med lange ben, en buet ryg og en tynd hale. Hovedet er kileformet med store, højtstillede ører og høje kindben, hvilket giver racen et karakteristisk elegant udtryk.
Det mest iøjnefaldende ved cornish rex er dens pels: Blød, kort og bølget – uden de grove dækhår, som andre katte normalt har. Pelsen føles silkeblød og bølgerne kan variere fra små krusninger til store, bløde bølger.
Alle farver og mønstre er tilladt hos cornish rex – fra ensfarvede til brogede, tabby, tortie og andre.
Pelspleje på en cornish rex
En cornish rex har en meget fin og blød pels med en lidt sart hud. Den fælder minimalt, og en blid aftørring med en fugtig klud eller en blød børste en gang imellem er ofte nok til at holde pelsen velplejet. Faktisk kan for meget børstning beskadige både pelsen og huden.
En cornish rex kan have en lidt mere fedtet hud end andre katte, fordi dens pels er så tynd. Særligt hårene omkring ørerne og på poterne, kan have en særlig tendens til at blive fedtede. Et lejlighedsvist bad kan være nødvendigt for at fjerne overskydende olie, især hos katte med lys pelsfarve.
Pelsens fine struktur gør også, at den ikke yder særlig god beskyttelse mod solens stråler. Det er altså en kat, der nemt kan blive solskoldet, hvis den opholder sig i direkte sol. Kommer den ud i en katteindhegning, så skal den altså helst være overdækket, så den kan opholde sig i skygge.
Pelsen beskytter heller ikke godt mod kulde, så cornish rex er heller ikke egnet til at opholde sig ude i det kolde vinterhalvår.