Aktivering af british longhair
British longhair er, ligesom british shorthair, en forholdsvis rolig race. Den elsker at slappe af, men har stadig behov for daglig aktivering for at holde sig sund – især for at modvirke tendensen til overvægt.
Racen nyder lege, hvor den skal bruge hovedet, og klikkertræning er en rigtig god træningsmetode, hvis du vil lære den nogle af de mange tricks, den snildt kan lære, såsom at give pote, hente legetøj eller gå ind i transportkassen på kommando.
Fordi british longhair er både madglad og intelligent, er aktiveringsfodring med aktivitetsbræt, foderbold eller hjemmelavet aktiveringslegetøj særligt effektivt.
Variation i træningen og korte, positive træningspas holder katten engageret og motiveret.
British longhair udseende og størrelse
British longhair er en mellemstor til stor kat med en robust, rund krop, kraftige ben og en tyk, middellang hale. Ansigtet er bredt og rundt med store, runde øjne, hvilket giver katten dens karakteristiske, søde udtryk.
Pelsen er semilang og meget tæt, med en silkeagtig, blød struktur og en markant underuld. british longhair findes i næsten alle farver og mønstre – ligesom british shorthair:
- Blå
- Chokolade
- Cinnamon
- Fawn
- Hvid
- Lilla
- Rød og creme
- Sort
Øjenfarven kan være orange, blå, grøn eller odd-eyed (øjne i to forskellige farver) afhængigt af pelsfarven.
Pelspleje på en british longhair
I modsætning til british shorthair kræver british longhair mere pelspleje. Den tætte, semilange pels har en tendens til at filtre, særligt bag ørerne, under "armene" og på maven. Derfor anbefales det at børste katten grundigt 2–3 gange om ugen og dagligt i fældningsperioderne om foråret og efteråret.
Regelmæssig pelspleje forebygger ikke kun filter og knuder, men hjælper også katten med at undgå hårboller, da den sluger færre løse hår under soignering. Væn killingen til pelspleje tidligt, så det bliver en positiv og hyggelig oplevelse.
British longhair fælder moderat til kraftigt afhængigt af sæsonen, og støvsugeren vil være en kærkommen hjælper i hjemmet.