Hvad fejler abyssinieren?
Som mange andre racekatte, kan en british longhair have en særlig risiko for at blive ramt af forskellige arvelige sygdomme. Det skyldes bl.a. at racerene katte generelt har en mindre pulje af gener at føre videre, end huskattene, som formerer sig meget mere tilfældigt og derfor sjældnere får ført uheldige gener videre til næste generation.
Blandt de sygdomme, som abyssinieren risikerer at få, er:
- Progressiv retinal atrofi (PRA): En arvelig øjensygdom, hvor nethinden gradvist svækkes, og som kan føre til synsnedsættelse eller blindhed.
- Patellaluksation: Også kaldet løse knæskaller. Kan medføre smerter, halthed og nedsat aktivitetsniveau.
- Hofteledsdysplasi: Hofteleddet formes ikke korrekt, hvilket kan føre til smertefuld slidgigt.
- Amyloidose: En arvelig sygdom, hvor noget af nyrernes væv er erstattet af det inaktive protein amyloid, hvilket kan føre til forhøjet blodtryk, reducere nyrernes funktion og føre til nyresvigt.
- Pyruvat kinase deficiency (PKD): En arvelig sygdom, der påvirker de røde blodlegemer og kan forårsage anæmi (”blodmangel”).
Det er vigtigt at købe abyssiniere fra opdrættere, som tester for de sygdomme, der kan testes for, og som arbejder for at fremme racens sundhed ved at tage bærere af sygdommene ud af avlen.
Køb af abyssinier-killing
Vælg en opdrætter, som er opmærksom på både racens fysiske sundhed og adfærdsmæssige trivsel, og som kan give dig råd og støtte til, hvordan du skal passe din abyssinier.
Hvis du ønsker en mere uvildig rådgivning før købet, er du altid velkommen til at kontakte din dyreklinik eller en uddannet katteadfærdsrådgiver, f.eks. en dyrlæge eller veterinærsygeplejerske med efteruddannelse i katteadfærd.
Før du køber killingen, kan du bede opdrætteren om at se kuldet, så du kan danne dig et indtryk af, hvordan de ser ud. Er de rene og pæne, har de klare øjne, rene ører, og viser de ingen tegn på diarré eller lignende? Bed gerne om at se morkatten og helst også faren, hvis det er muligt, for at se, hvordan de ser ud, og hvordan deres temperament er.
Spørg også gerne, om killingen er trænet til f.eks. at få tænderne børstet, at blive transporteret, at komme ud i en sikker gårdhave i sele og snor osv. Når opdrætteren har lagt et godt træningsfundament i killingens mest sensitive læringsperiode, bliver det meget nemmere for dig at vedligeholde træningen resten af dens liv.
Tre ting, du skal vide, inden du køber en abyssinier
- Intelligent følgesvend: Abyssinieren lærer lynhurtigt og er altid klar på nye eventyr sammen med dig. Du får derfor en kat, der følger dig i tykt og tyndt, hvis du aktiverer og stimulerer den godt. Den er også god træningsmakker, hvis du f.eks. interesserer dig for klikkertræning.
- Aldrig kedelig: Du kommer helt sikkert aldrig til at kede dig, hvis du anskaffer dig en abyssinier. Der er fuld fart over feltet, og der er også nogle gode grin at hente, når den folder sig ud.
- Social: Det er en kat, der er meget hengiven overfor sine mennesker. Den er altid glad for at se dig, og den elsker at være tæt på dig.
De tre bedste egenskaber ved abyssinieren
- Opmærksomhedskrævende: En abyssinier, der keder sig, finder selv på ting at lave – og du er ikke altid enig i, hvad der skal ske. Samtidig har den brug for at blive socialt stimuleret og være meget sammen med sine mennesker. Det er derfor en kat, der kræver, at du giver den meget opmærksomhed.
Men pas på: Hvis din abyssinier f.eks. kradser på døren om natten, og du så står op og fodrer den – så kan du komme til at skabe en ret generende form for opmærksomhedssøgende adfærd. Den adfærd, vi belønner, får vi mere af.
Derfor er det bedst at ignorere det, når katten miaver insisterende, kradser på døren, vælter ting ned fra vindueskarmen osv. Du må selvfølgelig meget gerne give din kat masser af opmærksomhed – bare ikke lige, når den beder om den på måder, du ikke ønsker.
Hvis du ønsker dig en kat, der primært ”passer sig selv”, mens du har mange lange dage på arbejdet, er abyssinieren altså ikke en race for dig.
- Primært en indekat: Abyssinieren egner sig bedst til at være indekat, da den ikke har så gode ”gadeegenskaber”. De er meget nysgerrige og glemmer nogle gange, at de ikke bare kan forfølge det spændende over vejen.
Desuden skilter abyssinieren virkelig med at være en fin racekat med dens smukke farver og elegante kropsbygning. Desværre kan smukke racekatte være udsat for tyveri, fordi nogle mennesker tror, de kan sælge dem videre for mange tusinde kroner. Også derfor kan det være bedst at holde abyssinieren som indekat, evt. med adgang til en velindrettet voliere eller indhegnet og aflåst have.
- Kan være en håndfuld: Abyssinierens energi kræver, at du er klar til daglig aktivering, for ellers får du ikke en kat, der trives – og du får en værre ballademager som bofælle.
Du skal også forny dig selv, for ellers bliver din aktivering kedelig, og så gider abyssinieren ikke være med. Hvis du aldrig har haft kat før, er det ikke abyssinieren, du skal vælge.
Vil du vide mere om andre populære racer?
Vi har samlet en liste med de mest populære katteracer, så du kan blive klogere på racens behov, styrker, udfordringer, og du kan finde din bedste firbenede ven!
Gå til raceoversigten