Hunde kan også få urinvejsinfektion.
Sygdomme og skader

Blærebetændelse hos hund

Hunde kan få blærebetændelse, også kaldet urinvejsinfektion, præcis som vi mennesker. En ramt hund tisser oftere, urinen kan blive blodblandet, og hunden kan vise, at det gør ondt at tisse. Her har vi samlet information om blærebetændelse hos hund.

Blærebetændelse hos hund skyldes oftest bakterier fra tarmen, som bevæger sig op til blæren. Da urinblæren altid er steril, opstår der en infektion, når bakterierne kommer dertil. Tæver rammes oftere end hanner af blærebetændelse, fordi deres urinrør er kortere. Derudover er afstanden mellem endetarmsåbningen og vagina hos tæven kortere, hvilket gør det lettere for bakterier at vandre op.

Symptomer på blærebetændelse hos hund

  • Hunden tisser ofte
  • Blod i urinen
  • Hunden viser, at det gør ondt, når den tisser
  • Sløvhed
  • Nedsat appetit
  • Feber

Blærebetændelse – smertefuldt og ubehageligt

Blærebetændelse er i sig selv ikke farligt for hunden, men den kan i værste fald sprede sig til nyrerne. Hvis du selv har haft sygdommen, ved du også, at det ikke er en særlig behagelig følelse. Book en tid hos dyrlægen, hvis du har mistanke om, at hunden har urinvejsinfektion.

Ved at tage en urinprøve kan dyrlægen fastslå, om det er urinvejsinfektion. Man laver som regel en dyrkning af urinen for at sikre, hvilken bakterie der har forårsaget infektionen, så hunden får den rette type antibiotika.

Urinsten som følge af blærebetændelse

Blærebetændelse heler som regel uden problemer, men kan også føre til en bestemt type dannelse af urinsten. For at vide, om der er urinsten, skal man undersøge blæren og urinrøret med røntgen eller ultralyd.

Derudover findes der andre typer urinsten, som dannes af andre årsager og har forskellige sammensætninger, der kan give symptomer, som ligner dem, man ser ved urinvejsinfektion. Visse leversygdomme kan føre til sten-dannelse, genetiske faktorer kan spille en rolle, og nogle gange kender man ikke årsagen. Nogle kan håndteres med specielt foder eller medicin, og nogle skal fjernes kirurgisk.

Hvis en urinsten sætter sig fast og blokerer urinrøret, kan det være livsfarligt for hunden. Urinstop kan nemlig føre til forgiftning af hunden. Hvis du har mistanke om, at din hund ikke kan tisse, skal du altid kontakte dyrlægen akut.

Urinsten hos hund

Forebyg blærebetændelse hos hund

For at mindske risikoen for, at hunden får en urinvejsinfektion, skal du sørge for at lufte den så tidligt som muligt om morgenen og så sent som muligt om aftenen. Det skyldes, at tiden, urinen befinder sig i blæren, så mindskes, og dermed også risikoen for bakterievækst. Sørg også for, at hunden altid har fri adgang til vand, så den drikker.

Spørgsmål om urinvejsinfektion hos hunde

Hvordan ved jeg, om min hund har urinvejsinfektion?

Almindelige symptomer på, at en hund har urinvejsinfektion, er at den tisser ofte, urinen kan være blodblandet, eller hunden viser, at det gør ondt at tisse.

Hvorfor får hunden urinvejsinfektion?

Urinvejsinfektion hos hund skyldes oftest bakterier fra tarmen, som bevæger sig op til urinblæren. Da urinblæren altid er steril, opstår der en infektion, når bakterierne kommer dertil.

Hvorfor tisser min hund ikke?

Hvis din hund forsøger at tisse, men der ikke kommer noget urin, kan det skyldes, at en betændelse irriterer, men det kan også skyldes, at en urinsten har sat sig fast og blokeret urinrøret, hvilket kan være livsfarligt for hunden. Urinstop kan nemlig føre til nyresvigt, hvilket kan være livstruende. Hvis du har mistanke om, at din hund ikke kan tisse, skal du altid kontakte en dyrlæge akut.

Hvorfor kommer der blod, når min hund tisser?

At der kommer blod, når din hund tisser, kan være et tegn på, at din hund har urinvejsinfektion, og at slimhinden er irriteret. Book en tid hos dyrlægen for at få taget en urinprøve.

Kan jeg give C-vitamin til min hund for at forebygge urinvejsinfektion?

Der er ingen grund til at give C-vitamin forebyggende til en rask hund, der får fuldfoder. En hund, der gentagne gange får urinvejsinfektion, kan eventuelt have gavn af C-vitamin, men rådfør dig altid med din dyrlæge, før du begynder at give din hund kosttilskud.

Mistænker du, at din hund er syg?

I Agria-appen kan du booke en video- eller telefonsamtale med en dyrlæge. Her vil dyrlægen foretage en vurdering af din hund, hvorefter du vil få råd og vejledning om den videre behandling.

  • Kontakt Agrias digitale dyrlægerådgivning og få hjælp af en dyrlæge
  • Det er gratis for vores kunder, og der er ingen begrænsning på antallet af opkald.
  • Åbent alle dage, året rundt fra kl. 7:00-24:00.
En mand kontakter Agrias digitale dyrlægerådgivning om sin hund.