Urinsten kan være en årsag til, at en hund tisser ofte eller har svært ved at lade vandet. Urinsten dannes af mineralophobninger i urinvejene hos hunde, oftest i blæren eller urinrøret. Nyresten er sjældne hos hunde. Her gennemgår vi almindelige symptomer, hvordan diagnosen stilles og behandles, samt hvornår du bør kontakte dyrlægen.
Urinsten (urolitter) er mineralaflejringer, som kan dannes i hundens urinveje – oftest i blæren eller urinrøret. De kan variere i størrelse – fra sandlignende krystaller til større sten. Mindre krystaller i urinen giver som regel ikke symptomer, men hvis der dannes grus eller sten, kan urinvejene delvist eller helt blive blokeret. Typiske tegn på delvis eller fuldstændig blokering er, at hunden forsøger at tisse ofte, men der kommer kun lidt eller ingen urin. Hunden kan vise ubehag og have blod i urinen. Hos hanhunde ses urinvejsobstruktion oftest, men begge køn kan rammes.
Ved fuldstændig obstruktion ophobes urin i blæren (urinretention), hvilket hurtigt kan føre til uremi og livstruende tilstand. Faktorer, der påvirker risikoen for krystal- eller stendannelse, inkluderer genetik (race), urinens pH-værdi, væskebalance og langvarige urinvejsinfektioner.
Den mest almindelige type urinsten hos hunde. De dannes ofte i forbindelse med urinvejsinfektioner og højt pH i urinen. Struvitsten kan i mange tilfælde opløses og forebygges med specialfoder. De er ofte sekundære til infektion med urease-producerende bakterier som Staphylococcus pseudintermedius.
Dannes i sur urin (lavt pH). De kan ikke opløses med foder og kræver ofte kirurgisk fjernelse – nogle gange gentagne gange. En grundig udredning anbefales, og forebyggende foder er ofte nødvendigt. Der findes ingen dokumenteret effektiv diæt, der opløser oxalatsten, men foder med lavt calcium- og oxalatindhold og neutral pH kan reducere risiko for recidiv.
Er almindelige hos dalmatinere på grund af en genetisk disposition, som medfører nedsat evne til at nedbryde urinsyre. Hos andre racer er uratsten sjældne og kan indikere lever- eller nyresygdom. Specialfoder kan forebygge nye sten. Hos dalmatinere skyldes dette en defekt i transporten af urat i leveren. Hos andre racer kan det ses ved portosystemiske shunter.
Meget sjældne hos hunde. De skyldes ofte en medfødt nyredefekt (cystinuri), hvor hunden udskiller unormalt meget cystin i urinen. Kan observeres i lidt hyppigere frekvens hos racer som newfoundlænder og engelsk bulldog.
Hos hanhunde er urinrøret smallere, og sten sætter sig derfor lettere fast. Hos hanhunde kan sten sætte sig i os penis, hvilket kræver kateterisering eller kirurgisk åbning (uretrotomi/uretrostomi). Hunden kan forsøge at tisse uden resultat, eller der kommer kun små skvæt – nogle gange med blod.
Tæver har et bredere og mere lige urinrør, så mindre sten kan lettere passere. Derfor ses ikke lige så alvorlige symptomer, men blod i urinen kan forekomme.
Diagnosen stilles med urinprøve, røntgen og/eller ultralyd. Efter operation eller hvis en sten tisses ud, sendes den ofte til analyse for at identificere typen. Det er vigtigt for at vælge den rette behandling. Da visse sten kan opløses medicinsk, mens andre kræver kirurgi, er korrekt artsbestemmelse af stenen afgørende.Da visse sten kan opløses medicinsk, mens andre kræver kirurgi, er korrekt artsbestemmelse af stenen afgørende.
Urinanalysen omfatter mikroskopi, pH, krystalkontrol og eventuelt dyrkning for bakterier. Røntgen og ultralyd bruges til at lokalisere sten og vurdere blærens tilstand.
Sten i blæren kræver ofte operation. Hvis sten sidder i urinrøret, kan man i nogle tilfælde skylle dem tilbage til blæren via kateter. Nogle sten – især struvit – kan opløses med foder. Et urinprøve viser, om der er krystaller i urinen. Krystaller i urinprøven afspejler ikke altid den aktuelle stenart – derfor bør man ikke kun basere behandlingen herpå.
Prognosen afhænger af typen af sten og hvor hurtigt behandling sættes ind. Mange hunde kommer sig helt, men nogle får tilbagevendende problemer. Forebyggende foder og regelmæssige urinprøver kan være nødvendige livet ud.
Hunde med calciumoxalatsten har høj recidivrate (op til 40 % inden for 2 år), mens struvitsten har god prognose ved korrekt foderstyring.
Typiske symptomer er hyppig tissetrang, små urinmængder, blod i urinen og ubehag.
Det kan skyldes urinsten – men hvis hunden slet ikke kan tisse, er det akut og kræver straks dyrlægehjælp.
Nogle, som struvitsten, kan opløses med foder. Opløsning kræver konsekvent fodring og overvågning af urinens pH. Det tager typisk 4–8 uger. Calciumoxalatsten skal opereres væk.
Små sten kan passere – især hos tæver. Hos hanhunde sætter sten sig oftere fast.
Specialfoder fra dyrlægen kan forebygge eller opløse sten. Foderet bør tilpasses stentypen (struvit, oxalat osv.), og det anbefales ikke at skifte foder uden dyrlægens vejledning.
Ja – især hvis hunden ikke kan tisse. Det er en akut situation.
Det skyldes ubalance i urinens pH, mineralindhold og koncentration – og kan være relateret til infektion, foder, genetik eller stofskiftesygdom.
