Hvordan begyndte det?

Det er altid godt at vide, hvad der skete, da adfærdsproblemet begyndte. Det kan nemlig hjælpe mig med at finde ud af, hvad årsagen til problemet er. I Nalas tilfælde var hun begyndt at kradse meget mere i sofaen, da der var begyndt et larmende vejarbejde udenfor hjemmet. Nala gemte sig meget under sofaen i dagtimerne og særligt om aftenen, når der var ro igen, ville hun komme frem og kradse. Vejarbejdet skulle stå på i flere måneder.

Hvad havde ejeren gjort for at få problemet til at stoppe?

Det er også altid vigtigt for mig at vide, hvordan ejeren reagerer, når katten udfører den adfærd, som er et problem. Nogle reaktioner fra ejeren kan være med til at løse problemerne, men andre kan faktisk forværre dem, selvom ejerens intention er det stik modsatte.

Helle havde fået et råd fra en anden katteejer på Facebook om, at hun skulle skælde ud eller sprøjte vand på Nala med en vandpistol, når hun kradsede i sofaen. Men kradseriet blev ved.

Hvorfor kradser katte?

Når man som ejer skal arbejde med sin kats adfærd, er det vigtigt, at man ved, hvorfor adfærden opstår. Hvorfor gør min kat sådan? Er det for at ødelægge mine pæne ting? Er det for at provokere mig? Er det hævn for, at jeg ikke gav den vådfoder i morges?

Der er altid en grund til, at katten gør, som den gør. Adfærden opfylder et behov hos katten. At gøre ting i trods, for at hævne sig eller for at provokere, er menneskelige egenskaber. Det var altså ikke af disse grunde, at Nala kradsede i Helles sofa.

Katte kradser bl.a. for at mærke territoriet med deres duft. Når katte føler sig truede eller stressede, kan de have en stærkere trang til at mærke territoriet. Det er med til at gøre dem tryggere. Når Helle skældte ud eller sprøjtede vand på Nala, gjorde det hende endnu mere stresset – og det fik hende faktisk til at kradse endnu mere i stedet for at holde op med det.

Helle købte nogle gode kradsetræer til Nala og belønnede hende for at bruge dem i stedet for sofaen. Hun gav også Nala adgang til det rum, der lå længst væk fra det larmende vejarbejde, så hun kunne gemme sig og søge tryghed der, når hun havde brug for det.

3 tips om kradseadfærd

  1. Alle katte bør have adgang til kradsetræer hjemmet – også selvom de kommer ud og kan kradse i de rigtige træer.
  2. Lodrette kradsetræer skal være høje nok til, at din kat kan strække sig helt ud op ad dem, og der må ikke sidde huler og platforme i vejen for, at din kat kan kradse. Til almindelige huskatte bør de typisk være mindst 90 cm. høje og meget gerne højere endnu.
  3. Mange katte holder også af at have adgang til vandrette kradsemuligheder, f.eks. de flade kradseplader af bølgepap, som kan købes billigt hos dyrehandlere og på dyreklinikker.

Har du brug for adfærdsrådgivning vedr. din kat?

Så kan du booke en tid hos vores adfærdsrådgiver, Yvonne Thomsen, i Agrias app. 

Bemærk: En konsulation koster 299 kr. - også selvom du er Agria-kunde.

Download appen