Som ejer kan du forsøge at tilpasse hverdagen, så din gamle hest har det godt så længe som muligt. Her er nogle råd til, hvad du kan gøre, når din hest går ind i den sidste del af sit liv.

Tilpasninger i miljøet

Varmereguleringen hos ældre heste er ikke længere så effektiv som hos yngre. Derfor vil de i endnu større grad have behov for et godt og varmt dækken i de kolde perioder, så de ikke fryser.

Det er dog også vigtigt at sikre, at hesten ikke bliver for varm. En gammel myte er, at man kan mærke på hestens ører, om den fryser eller er varm. Dette er ikke en pålidelig metode. Mærk i stedet under dækkenet over krydset på hesten for at få en fornemmelse af, om den er for varm eller kold.

Motion når hesten bliver ældre

Det er meget forskelligt, hvad ældre heste kan klare, så det gælder om at lytte godt efter de signaler, din hest sender dig. Nogle ældre heste kan stadig rides, andre kan kun klare rolige gåture. Tilpas derfor turene efter hestens form, behov og helbred.

Om vinteren kan små folde, sne og is resultere i, at hesten ikke bevæger sig så meget i løbet af dagen. Hvis hesten er pensioneret fra ridning, bør du tage den med på daglige korte ture i skridt, så den får mulighed for at bevæge sig.

Hvis hesten går på stor fold om sommeren, får den som regel bevæget sig nok selv i denne periode. Dette gælder også heste, der står på en stor fold året rundt, hvis altså ikke vejret er alt for dårligt.

Giv din gamle hest regelmæssige sundhedstjek

Alle heste, især de ældre, bør undersøges af en dyrlæge mindst 1-2 gange om året. Dyrlægen plejer at udføre en generel sundhedsundersøgelse, vurdere hestens huld, undersøge bevægeapparatet og mundhulen.

Ofte sker ændringer gradvist, og det kan derfor være svært at vurdere, hvad der er normal aldring, og hvad der kan være sygdomsrelateret. Spørg dyrlægen til råds, hvis du er i tvivl.

Eksempler på almindelige problemer hos ældre heste:

  • De får tandproblemer, der kan føre til at de får svært ved at tygge og spise.
  • De bliver for tynde, især om vinteren. En hest i normal form har ribben, der kan mærkes, men kun skimtes med øjet.
  • De bliver overvægtige. Det er også vigtigt at forsøge at undgå dette, da sygdomme og skader kan opstå på grund af tung belastning.
  • Stofskiftesygdomme som Equint Metabolsk Syndrom (EMS) og Pituitary Pars Intermedia Dysfunction (PPID), tidligere kaldet cushings syndrom, ses ofte hos ældre heste. Sygdommene kan blandt andet føre til forfangenhed, som er en meget smertefuld tilstand i hestens hove. PPID kan også medføre, at hesten får lang pels og ikke fælder som normalt.

Smertelindring af den gamle hest

Nogle ældre heste kan have behov for at være på smertelindring i længere eller kortere tid. Dette vil ikke nødvendigvis forlænge livet, men det kan forbedre hestens livskvalitet i den sidste tid. Dog kan langvarig brug af smertelindrende medicin sommetider føre til andre smertefulde lidelser, som for eksempel mavesår.

Det er derfor vigtigt at forholde sig til, om tiden er kommet, da det kan være bedre at lade hesten få fred i stedet for at være på medicin i lang tid.

Nogle heste med smerter eller stivhed i bevægeapparatet kan have glæde af kosttilskud og foder, der kan virke lindrende på gamle og stive led. Snak med din dyrlæge om, hvad der er bedst for netop din hest.

Vil du læse flere artikler om aflivning og sorg?

Så kan du dykke ned i vores univers: Det sidste kram, der netop handler om at skulle sige farvel til sin bedste hesteven.

Det sidste kram

Hvis du har forsikring hos Agria, så kontakt os for information og vejledning angående din dyrs forsikring og eventuelle dokumentationskrav.