Børns udvikling og sorg
Vi ved fra udviklingspsykologien, at med støtte fra de nærmeste voksne vil de fleste sorgramte børn have tilpasset sig den nye livsbetingelse inden for to år. For en mindre gruppe af sorgramte børn vil det være svært at tilpasse sig den nye situation, og de vil være i risiko for at få sociale og emotionelle problemer. For denne gruppe af børn vil der kunne anbefales sorgterapi eller evt. deltagelse i en sorggruppe på barnets skole.
Denne viden stammer fra forskning med børn, der har mistet et menneske, men mange af de samme ting kan gøre sig gældende ved sorg over dyr.
Ligesom børn knytter sig til deres nærmeste i familien, knytter de sig også til familiens dyr. I nogle tilfælde, og af forskellige årsager, kan et barn være særligt knyttet til familiedyret. Det kan være, hvis det primært er barnets dyr, hvis det er barnet, der er mest sammen med dyret eller blot fordi de to ”svinger” godt sammen. Derfor er det vigtigt ikke at overse barnets naturlig sorg, når familiedyret ikke længere er en del af familien.
Familien, forældre, lærere, pædagoger og barnets nærmeste voksne er meget vigtige personer for et sorgramt barn. For skolebørn kan det være en stor støtte at blive taget alvorligt i sin sorg af læreren. Måske kan de også dele deres sorg og oplevelser omkring tabet af familiedyret med jævnaldrende, der også har mistet et dyr.
Tal om sorgen
Samtaler om sorg er med til at støtte barnet eller den unge i at sætte ord på sine følelser og eventuelle oplevelser omkring aflivningen af familiedyret. Det kan være med til at nuancere og berige barnets eller den unges forståelse af sorg som en naturlig følelse og til at afværge problematisering af følelsen. Samtaler bidrager også til, at barnet eller den unge får anerkendelse af sin sorg, og at det ikke udvikler en slags flovhed eller ambivalens ved at sørge over, at det har mistet et dyr. Det kan også støtte barnet i at mestre sorgens svingninger mellem at være i sorgfølelsen og træde ud af sorgen, det der i tosporsmodellen kaldes det tabsorienterede spor og det genopbyggende spor.
Særligt unge, der mister en nærtstående forælder, kan føle sig anderledes end deres jævnaldrende og komme til at trække sig fra det sociale fællesskab, fordi de tænker, deres venner ikke vil kunne forstå dem eller ikke har lyst eller tid til at være en del af deres tristhed. Det hænger sammen med, at ungdomsperioden er forbundet med sociale aktiviteter sammen med venner og en gradvis løsrivelse fra forældrene og familien.
Det kan være relevant med opfordringer og støtte til, at den unge taler om tabet med en god ven eller veninde, der ligeledes har oplevet at miste et familiedyr. Sideløbende kan der bruges tid på andre aktiviteter (genopbygningssporet), så begge dele er med til at bevare den unges kontakt med jævnaldrende.
Børns alder påvirker deres forståelse af sorg
Alle børn uanset alder er forskellige, og det skal man som forældre være opmærksom på, for det betyder også, at det enkelte barn kan opleve tabet af familiedyret på forskellige måder. Inden for udviklingspsykologien kan man dog groft opdele barndommen i tre aldersperioder, nemlig førskoleperioden, skoleperioden og ungdomsperioden.
Førskolealderen
For børn i førskolealderen, særligt de helt små, kan det være svært at forstå forskellen mellem liv og død, og derfor vil de ikke have samme forståelse af døden som værende lig med, at man aldrig kommer til at være sammen med den afdøde. De kan for eksempel give udtryk for, at de tror, dyret sover. Samtidig er de ofte åbne for at forstå, at dyret ikke kommer til at vågne igen, og samtale om, at dyret skal videre til for eksempel dyrehimlen, kan være med til at konkretisere, at dyret ikke kommer tilbage. Forestillingen om, at familiedyret er kommet et andet sted hen, kan også skabe plads til at barnet har et fantasisted, som det kan tænke sig hen til, når det savner dyret, og så barnet ikke kommer til at bekymre sig for, om dyret har det godt.
Sådan hjælper du et førskolebarn med sorgbearbejdning
For førskolebørn kan det være godt at tale om familiedyret. Hvordan det var, da man fik dyret, sjove episoder man har haft sammen med dyret, og særlige ting der var ved netop det dyr. Det kan for eksempel være, hvordan killingen var en værre vildbasse, hvordan hvalpen engang åd moster Annas sko, eller hvordan marsvinet havde en helt særlig måde at sige godmorgen til barnet på. Snakke om, hvordan det var at være sammen med familiedyret, kan være med til at skabe gode og livsbekræftende minder hos barnet, som det siden kan trække frem fra sin hukommelse, hvis det kommer til at sidde helt fast i det tabsorienterede spors triste følelser.
Billeder eller videoer af familiedyret er gode at vise barnet, når man snakker om det, og de kan også anvendes til at få tage hul på en snak om dyret og mindes det. Det kan også være godt for barnet at blive støttet i at tegne dyret eller bygge det med ler eller modelvoks.
Man kan også overveje om forskellige fysiske ting, der har tilhørt dyret, fortsat skal indgå i familien, men nu på en ny måde. For eksempel kunne en hundeskål få plads i barnets sandkasse eller en hundekurv blive til bamsernes seng. Dyrets halsbånd kunne blive et arveobjekt til barnets bamsehund eller andet plysdyr. Der er ingen grund til, at man nødvendigvis skaffer sig af med ting, der minder om dyret, for faktisk kan det omvendte – nemlig at tingen får en ny funktion i barnets liv, så det kan mindes dyret – være en støtte for barnet i sorgprocessen. Hos en del dyrlæger kan man også købe et smykke med lidt af familiedyrets aske i, eller man kan gemme en lok af dets hår/pels i en medaljon. Det sidste dur også for større dyr som fx heste.
Skolealderen
For skolebarnet kan det være hjælpsomt at tage en kort snak om de faktuelle og eventuelle naturlige betingelser relateret til, at familiedyret er gået bort (for eksempel at dets krop var blevet gammelt og slidt som ved ældre mennesker) og sikre sig, at barnet ikke tager ansvar for dyrets død.
Tabet kan ofte være barnets første møde med døden, og kan derfor være en god anledning til at drøfte den, og hvad barnet tror, der sker, når man er død. Det kan også give anledning til at snakke om, hvordan man som person helt naturligt bliver berørt fødselsmæssigt, at man kan savne det afdøde dyr i lang tid, men også hvordan man kan have familiedyret med sig i sine tanker og i sit liv. Det kan også være godt at være åben over for barnet i forhold til ens egne følelser og sorg forbundet med tabet af familiedyret, så barnet ikke føler sig alene med sin sorg.
Sådan hjælper du skolebarnet med sorgbearbejdning
Skolebørn kan også have gavn af at snakke om gode oplevelser, de har haft med familiedyret igennem billeder og videoer. Det kan også være en støtte, at en voksen hjælper barnet med at finde nye aktiviteter, der kan udfylde de specifikke perioder på dagen, hvor barnet typisk var sammen med dyret. For eksempel om eftermiddagen når barnet kom hjem fra skole og var alene hjemme med dyret, eller når der normalt var gåture. Aktiviteter, der kan introduceres i stedet, er for eksempel at lytte til en god bog eller lave en legeaftale, så barnet har en kammerat med hjem. Man kan også sammen gå den tur, som barnet plejede at gå med hunden og mindes, hvordan det var.
Skolebarnet kan også støttes i at lave en bog om familiedyret, som det kan tage frem, når det har lyst, og som det kan vise til sine kammerater, så de får bedre forudsætninger for at forstå, hvad det er for nogle oplevelser, barnet har haft med familiedyret og nu savner og sørger over. Bogen kunne efter aftale med barnets lærer komme med barnet i skole og eventuelt deles med klassen. Det er vigtigt, at man først klart afstemmer med barnet, om det har lyst til at dele bogen og sin sorg med klassen og at respektere, hvis barnet siger nej. Man bør også sikre sig, at læreren har forståelse for sorg over dyr, så denne ikke forsøger at trøste ved at bagatellisere tabet, da det i stedet kan få barnet til at føle sig mere alene eller forkert i sin sorg.
Ungdomsperioden
For unge der mister et familiedyr, er det også vigtigt at give plads til, at den unge jo ikke er voksen endnu, og det kan være godt at forklare, at man uanset alder ofte har brug for trøst og for at dele sine følelser igennem en sorgproces.
Sådan hjælper du en ung med sorgbearbejdning
Når der drejer sig om unge, der sørger efter tabet af et dyr, er det vigtigt, at den unge oplever, at det er helt okay, at selvom det ikke længere er et barn, så er det stadigvæk ked af at have mistet dyret. Det kan være, den unge til tider har brug for at være alene med sin ked-af-det-hed eller alternativt snakke med en ven om det i stedet for familien.
Det vigtigste er, at den unge har mulighed for at snakke med en person – om det er familien, en lærer, pædagog eller ven, er ikke afgørende. For den unge kan det også være en støtte at skrive et brev til dyret eller indtale en kort besked til det. Der findes også sider på internettet, hvor man kan mindes sit dyr, og hvis barnet eller den unge i forvejen er med i fx en kattegruppe på sociale medier, kan det være et godt sted at skrive om sit tab og få omsorgsfulde beskeder tilbage fra gruppen.
Familiens fælles sorgbearbejdning
Som familie kan en fælles aktivitet i sorgprocessen være, at man aftaler at holde en mindeceremoni, og at man sammen aftaler, hvordan ceremonien skal foregå, og om det er noget, man skal vende tilbage til. Hvis dyret begraves i haven eller på en dyrekirkegård, kan man afmærke med dyrets navn, og det kan være et oplagt sted at vende tilbage til. Men ellers kan det sagtens være et andet sted, man kan forbinde med dyret.
Hvis man aftaler at vende tilbage til markeringen, kan det være på årsdagen for afskeden med familiedyret, men kan i starten også for eksempel være en gang om ugen eller en gang om måneden, og så aftage efter behov. Det behøver heller ikke at vare mere end 15-30 min., og indholdet kunne være, at man starter med hver især at sige, hvad man synes har været det sjoveste eller mest skøre, man har lavet sammen med familiedyret.
I forlængelse af det kunne man også snakke om, hvad familien har af tanker i forhold til eventuelt at skulle have et nyt dyr. Hvem ønsker sig et nyt dyr, er familiens situation stadigvæk, så den har plads til at passe et dyr, eller har det ændret sig, og hvilket dyr skulle det så eventuelt være?
Her kan der være behov for at understrege, at man ikke behøver holde op med at elske det første dyr for at få et andet, så man svigter ikke det første dyr ved at få et nyt. Men samtidig vil det nye dyr være et andet individ og derfor anderledes end det første, og det skal man også kunne rumme og give plads til uden at blive skuffet over forskellighederne.
Skal børn være med til aflivningen af familiedyret?
Man kan som forældre have store overvejelser og usikkerhed om, hvorvidt man bør have barnet med ved aflivning af et familiedyr. Der findes ingen færdig opskrift på, om man bør eller ikke bør, og for hvordan det så eventuelt skal udfolde sig. Et væsentligt aspekt at overveje er, hvordan aflivningen kommer til at finde sted. Er det hjemme, er det hos en dyrlæge, der har særligt fokus på et godt farvel, og er det en aflivning, hvor dyret kommer til at sove stille ind?
Dertil er alle børn uanset alder forskellige, og barnet kan have forskellige relationer til dyret, så her er forældrene de bedste til at vurdere, om barnet skal med til aflivningen eller ikke, og hvor den i så fald skal foregå. For de helt små børn, der endnu ikke helt forstår døden, vil det sandsynligvis ikke være nogen støtte i sorgprocessen, om de har deltaget ved aflivningen. For de ældre førskolebørn kan barnet været optaget af, hvordan aflivningen foregår og selv bede om deltage. For skolebarnet og den unge skal det altid være efter barnets eget ønske og i de tilfælde, hvor det deltager, bør der være mulighed for, at barnet kan fortryde og trække sig ud under hele processen.
Man kan eventuelt bede en bedsteforælder eller anden person, der er tæt på barnet, om at være i hjemmet eller med hos dyrlægen, så de vil kunne være sammen med barnet og eventuelt gå en lille tur, hvis barnet skulle fortryde at være med. For børn der er særligt udfordret med for eksempel angst eller andet, vil man ofte ikke anbefale, at det deltager i selve aflivningsprocessen. Men det afhænger af det enkelte barn, hvilket dyr der er tale om og dyrlægen. Under alle omstændigheder er det godt at have planlagt muligheden for, at hele familien kan være sammen efter aflivningen. Så kan børn, der ikke var med til aflivningen, få mulighed for at spørge ind til, hvordan den foregik, hvis det har deres interesse.
Vil du læse flere artikler om aflivning og sorg?
Så kan du dykke ned i vores univers: Det sidste kram, der netop handler om at skulle sige farvel til sin bedste dyreven.
Hvis du har forsikring hos Agria, så kontakt os for information og vejledning angående din dyrs forsikring og eventuelle dokumentationskrav.