En ensom undulat er en meget ulykkelig og forvirret undulat

Det er bedst at holde undulat i volierer, eller så stort et bur som muligt (se nedenfor). Indret buret med naturlige grene af forskellige tykkelse – ikke plasticpinde eller pinde beklædt med sandpapir.

Undulater lever i par og kan blive op til 18 år gamle. Gennemsnitslevealderen er dog ikke mere end 6 år, og det skyldes blandt andet indavl, disponering for kræft samt forkert fodring og pasning.

Temperatur

En rask fugl tåler samme temperaturer som er behagelige for ejeren. Hvis fuglen er syg i forvejen, kan pludselige temperaturændringer være en potentiel trussel.

Fugtighed

Selskabsfugle kan tilpasse sig mange forskellige fugtighedsgrader, men fugle, der stammer fra subtropisk klima, trives godt med høj luftfugtighed i hjemmet. Større papegøjer som amazon og ara har behov for en luftfugtighed på ca. 65 %, mens undulater trives bedst med en luftfugtighed mellem 50 og 60 %. Hvis den bliver højere, er der risiko for øget forekomst af skimmelsvamp og mider. Du kan opfylde fuglenes behov for høj luftfugtighed ved at sætte dem ud på badeværelset og tænde for bruseren imens eller ved at oversprøjte fjerene regelmæssigt med en blomsterforstøver.

Lys og frisk luft

Frisk luft og direkte sollys (ikke gennem en rude) er altid godt for fugle, så længe de bare kan søge skygge.

Buret

Hvis fuglen for det meste skal opholde sig i buret, anbefales det at købe så stort et bur, man overhovedet har plads til. Buret skal være så kraftigt, at fuglen ikke kan bøje tremmerne og komme til at åbne buret. Det skal være lavet af ugiftige materialer (uden zink og bly) og udformet, så det er sikkert og let at holde rent.

Buret skal være så kraftigt, at fuglen ikke kan bøje tremmerne og komme til at åbne buret

Som regel bør bure være længere og bredere end de er høje, sådan at fuglen kan strække sine vinger. Men det er også vigtigt, at fugle med lange haler har tilstrækkeligt høje bure. Et bur til 1-2 undulater bør minimum være 60 x 30 x 55 cm, og dette gælder kun, hvis fuglene kommer ud at flyve hver dag. Et større bur eller en flyvevoliere er langt at foretrække.

Siddepinde

Siddepindene skal være lette at skifte ud. De skal være rene og have forskellig tykkelse for at fremme naturlig slitage af kløer og fødder. Det er bedst med grene af usprøjtede frugttræer samt eg, løn eller birk. Nogle gange kan én velplaceret siddegren være nok til en undulat, eftersom de tit foretrækker den højest placerede gren, selv om der er flere grene.

Siddepinde skal placeres, sådan at fuglen ikke kan komme til at klatte i sin mad eller i en evt. vandskål, og sådan at fuglens hale ikke kommer i kontakt med mad, vand eller burets bund.

Mad- og vandskåle

Hvis man bruger store, flade skåle i stedet for små, dybe, ser maden mere attraktiv ud for fuglen, og det er nemmere at få den til at spise nye ting. Raske undulater med normal førlighed kan nemt finde ud af at komme til maden og drikke fra skålene. Du bør have 2 sæt mad- og vandskåle, sådan at du kan bruge det ene sæt, mens du vasker det andet.

Hygiejne

Gør rent i bunden af buret og vask mad- og vandskåle hver dag. Fuglene kan blive alvorligt syge, hvis mad eller vand er snavset eller blevet for gammelt. En gang om ugen skal der gøres grundigt rent i hele buret. På denne måde kan du også opdage tegn på sygdom i god tid (se afsnittet om fuglens gødning nedenfor).

Gør rent i bunden af buret og vask mad- og vandskåle hver dag

Bundmateriale

Sand er ikke hensigtsmæssigt som bundmateriale til undulater, da det stopper deres kro, når de spiser det, hvilket ødelægger deres evne til at indtage føde. Avispapir, kraftige papirservietter el. lign. er udmærket bundmateriale, der gør det nemt at se, om en fugl har fået dårlig mave. Man kan også bruge tørret bøgeflis, barkflis eller træspåner, blot man skifter bundmaterialet ud mindst en gang om ugen.

Tryghed

Mange fugle trives med at have et tilflugtssted i buret, hvor de kan være i fred. Det kan f.eks. være en lille papæske, redekasse el. lign.

Aktivitet

Fugle bør have mulighed for at få motion uden for buret og få lejlighed til at flyve indendørs eller i en udendørs voliere. Gerne et par timer om dagen og mindst tre kvarter morgen og aften. De sætter også stor pris på et dagligt bad eller lidt overbrusning. Det stimulerer fuglens normale fjerplejeadfærd og holder fjerene hele og rene. Vær opmærksom på, at når en ny fjer dannes, vil fuglen hakke i den for at åbne fjerskeden. Det må ikke misforstås som fjerplukning eller som et tegn på utøj.

De fleste selskabsfugle er intelligente, meget sociale og aktive dyr, der har brug for at få deres mentale behov tilfredsstillet. Stil buret eller et klatretræ med tilhørende legeområde i nærheden af det sted, hvor familien opholder sig.

Legetøj kan også bruges til mental stimulering og kan opmuntre fuglen til fysisk træning og til at slide næbbet. Husk at vælge legetøj med tanke på fuglens sikkerhed, og skift hyppigt legetøjet ud, så det bliver ved med at være interessant. Tyggevenlige ting som ugiftige grene med blade og kogler, tyggeben af oksehud (til hunde), reb af naturmaterialer og blødt fyrretræ fungerer godt. Pas på med tynde plasticlegeting, små kæder og lænker af zinklegering, metalklips og legetøj, der kan indeholde bly.

Farligt for fugle

Vær forsigtig med stoffer, der kan være farlige at indånde: f.eks. cigaretrøg, insektspray og giftige dampe fra tefalpander. Tænk på, at stoffer, der er uskadelige for os, kan være giftige for en lille fugl.

Pas også på med loftsventilatorer. Sørg for at hunde, katte og små børn ikke er i nærheden af fuglen uden opsyn.