En kvinde ligger med en kat og en hund på gulvet

Inspiration fra Sverige: Gennemsigtighed i dyrlægepriser

Et vigtigt element i mere bæredygtig dyresundhed er gennemsigtighed i priserne på dyrlægebehandling. Når dyreejere på forhånd kender de økonomiske rammer for en behandling, giver det dem mulighed for at træffe informerede valg – noget der i sidste ende kan føre til bedre dyresundhed.

I Sverige har den statslige organisation Distriktsveterinärerna arbejdet systematisk med at udvikle gennemsigtige og forståelige prislister, som er offentligt tilgængelige. Deres erfaringer viser, at åben dialog om pris ikke kun er mulig, men fører til færre misforståelser, færre klager og mere tilfredse kunder.

Artiklen nedenfor giver et inspirerende indblik i, hvordan Distriktsveterinärerna har grebet opgaven an, hvilke udfordringer de har mødt, og hvordan gennemsigtighed er blevet en vigtig nøgle til succes. Vi deler den her som et oplæg til videre dialog om, hvordan lignende initiativer kan understøtte en mere ansvarlig og tilgængelig dyrlægesektor i Danmark:

"Vi opfordrer dyreejere til at tale om pris med os"

Gennemsigtighed i priserne i dyrlægebranchen er en måde at styrke dyreejere som forbrugere af dyrlægeydelser. Noget, der fx er vokset frem som et mere kundevenligt alternativ i Sverige, til de ofte uforudsigelige omkostninger, dyreejere står overfor i dag.

Ved at oplyse om priserne før dyrlægebesøget får dyreejere mulighed for at sammenligne priser og træffe informerede valg af klinik forud for et planlagt forløb – samtidig med at de kan vurdere, hvad deres privatøkonomi kan klare.

Et godt eksempel fra Sverige er den statsejede organisation Distriktsveterinärerna, som på eget initiativ har udarbejdet prislister for en lang række behandlinger og gjort dem offentligt tilgængelige på deres hjemmeside. Hillevi Lindström, leder af Distriktsveterinärerna, fortæller om baggrunden for initiativet, hvordan processen forløb, og hvilke udfordringer der opstod undervejs.

Der har længe været et ønske internt i Distriktsveterinärerna om, at kunderne skal kunne danne sig et billede af prisen inden en behandling. Beslutningen blev truffet på baggrund af flere interne diskussioner. En mulighed dukkede op, da de for fem-seks år siden indførte en ny prismodel.

– I den forbindelse udarbejdede vi retningslinjer og standardiserede, hvordan vores behandlinger skulle udføres. Det gjorde det lettere for os at fastsætte priser for de enkelte ydelser inden for en behandling, siger Hillevi Lindström og tilføjer, at det ikke var nogen hurtig løsning, men krævede stor arbejdsindsats, omtanke og tid.

Hun fortæller, at en af udfordringerne var at præsentere priserne på en pædagogisk og letforståelig måde – både for medarbejdere og kunder. Det tidligere system, hvor prisen blev fastsat for hver enkelt indsats og materialeforbrug, blev erstattet af et “legoklodssystem”, hvor forskellige handlinger kombineres til en samlet pris.

En anden udfordring var at forklare modellen tydeligt på hjemmesiden – også i tilfælde, hvor det endnu ikke er helt klart, hvilken type behandling der vil være nødvendig.

Åben dialog om pris – flere tilfredse kunder

I begyndelsen offentliggjorde man kun priser på forebyggende behandlinger. I løbet af 2023 blev prisoplysningerne udvidet til også at omfatte planlagt behandling samt indgreb i forbindelse med akutte og uforudsete sygdomstilfælde og skader.

– Det var et stort arbejde at få det til at fungere! Vi oplevede en vis intern bekymring for, at det kunne føre til flere spørgsmål eller klager fra dyreejere. Det hele har ikke fungeret helt gnidningsfrit, men ofte bliver problemerne løst gennem åben dialog, fortæller Hillevi Lindström.

Bekymringerne viste sig dog at være ubegrundede. To år senere oplever de fleste medarbejdere færre misforståelser og færre utilfredse kunder. At Distriktsveterinärerna har ensartede priser i hele landet, har også gjort det lettere at kommunikere omkring priserne og at vise dem med gennemsigtighed på hjemmesiden.

En af årsagerne til succesen er, at Distriktsveterinärerna opfordrer dyreejere til at tale om pris med personalet for at danne sig et realistisk indtryk af, hvad en behandling vil koste.

– Det kan føles følsomt at tale om penge, når ens øjesten har brug for behandling. Dyret er ofte et højt værdsat familiemedlem, og det kan være svært at sætte en pris på netop det. Men det er ikke forkert at tale om penge – det handler om at tage ansvar som dyreejer, og vi ved, at alle har forskellige økonomiske forudsætninger, siger Hillevi Lindström.

For dyrlægerne har den åbne dialog om priser givet et bedre udgangspunkt og gjort det mindre tabubelagt at tage emnet op.

– Ved at tale om prisen på forhånd, og på den rigtige måde, kan vi undgå klager og ubehagelige situationer.

Gennemsigtighed er en nøglefaktor for succes

Distriktsveterinärernes løsning med standardiserede prislister kan være en inspiration for private aktører, som overvejer at gå samme vej. På spørgsmålet om nogen har henvendt sig for at høre om deres erfaringer, svarer Hillevi Lindström:

– Vi er overbeviste om, at gennemsigtighed er en nøgle til succes, og det tror jeg, hele branchen er enig i – selvom forudsætningerne kan være meget forskellige mellem aktørerne. Vi har oplevet nysgerrighed og stor interesse fra vores branchekolleger, om end det sjældent har været konkrete forespørgsler om at dele detaljer omkring vores model.

Her finder du Distriktsveterinärernas priser:

Våra priser och tjänster Distriktsveterinärerna

Hvem er Distriktsveterinärerna? En statsejet veterinærorganisation under det svenske Jordbruksverket (svarende til Landbrugsstyrelsen). De leverer dyrlægehjælp over hele landet – særligt i områder, hvor der ikke er nok private klinikker. De arbejder både med akutte opgaver (f.eks. landbrugsdyr, heste og kæledyr) og forebyggende indsatser.

Hillevi Lindström, leder af Distriktsveterinärerna.