I mørket er alle katte grå. Men i mørket bliver kattene også sværere at se for bilister. Det er i de mørke måneder, at flest katte bliver påkørt, og faktisk bliver mindst én kat påkørt og dræbt i trafikken hver dag i efteråret, ligesom hundredvis af katte kommer til skade hver måned. Som bilist har man et ansvar, hvis man påkører en kat, så måske er det en god idé at sætte sig ind i, hvad man skal gøre, hvis uheldet er ude. 

Selvom man er påpasselig i trafikken, så kan man komme til at køre en kat ned. Den påkørte kat vil ofte flygte fra ulykkesstedet og forsøge at gemme sig, så den kan være svær at finde igen. Man skal derfor kigge godt efter i området omkring ulykkesstedet og gøre sit bedste for at finde den, for en tilskadekommen kat skal altid tages til dyrlæge. Det forklarer Lotta Möller, dyrlæge hos Agria Dyreforsikring.

Hvis katten er levende, skal det hurtigt have hjælp

Når katten er fundet, bør du ifølge Lotta Möller danne dig et overblik over, hvor medtaget den er. Hvis dyret er levende, skal det hurtigt have hjælp, da tiden er en afgørende faktor. Hvis det er muligt, kan du selv fragte dyret til den nærmeste dyrlæge. Ellers kan du ringe til Dyrenes Vagtcentral på 1812. Hvis katten er øremærket eller chippet, er det nemt for dyrlægen at finde ejeren og underrette om ulykken.

Men vær forsigtig, når du tager fat i katten:

“Vær forsigtig når du løfter katten. En skadet og bange kat kan bide og rive dig. Læg gerne et tæppe, en jakke eller et håndklæde om katten, og løft den i det. Selvom katten ikke ser medtaget ud, så kan den have indre skader og mange smerter,” siger Lotta Möller.

Hvis katten ikke har overlevet sammenstødet med bilen, skal du alligevel gøre hvad du kan for at underrette kattens ejere. Det er som udgangspunkt ikke et brud på loven at køre en kat ned. Så længe bilisten har overholdt trafikreglerne, så er vedkommende ikke ansvarlig for ulykken og heller ikke forpligtet til at betale erstatning eller regninger fra dyrlægen. Hvis katten er øre/chipmærket kan du aflevere den hos nærmeste dyrlæge, der kan slå ejerne op og kontakte dem.

Hvis nogen overvejer at aflive en såret kat på egen hånd, så slår Lotta Möller fast, at det bestemt ikke er en god idé. For selvom katten ser ud til at være yderst hårdt medtaget, så kan den meget vel komme sig med rette behandling hos dyrlægen. Hvis en kat skal aflives, så er det kun politiet eller dyrlægen, der må gøre det.

Hvis du kommer til at køre en kat ned:

  • Stands bilen, sæt advarselstrekanten ud – sørg for egen sikkerhed
  • Led efter katten i nærområdet
  • Se om katten har et halsbånd med telefonnummer på ejer
  • Kør katten til en dyrlæge så hurtigt som muligt eller ring 1812 og følg Dyrenes Vagtcentral´s anvisninger