Katteurt er en plante, som på latin hedder Nepeta Cataria. På engelsk kaldes den Catnip. Katteurt indeholder et stof, der hedder Nepetalactone, som de fleste katte reagerer på ved at blive helt ekstatiske. Her får du lidt mere information om den spændende plante, som mange katte er så glade for.

Katteurt er en helt anden plante, end den vi kalder kattegræs, som typisk bare er spiret korn, fx hvede, byg eller havre.

Katteurt kan bruges frisk som en anderledes sanseoplevelse til din kat. Pluk et par blade af planten og læg dem på gulvet til din kat og se, hvordan han reagerer på det. De fleste voksne katte er meget interesserede i planten, snuser til den, ruller sig rundt i den, savler og gnider sig i den. Reaktionen går over af sig selv igen efter 10-15 minutter. Planten er ikke afhængighedsskabende, og der sker ikke noget ved, at din kat spiser bladene. Kun hvis den spiser meget store mængder, kan den få lidt dårlig mave af det.

Katteurt findes også i tørret form og i mange forskellige typer legetøj. Endelig findes den i spray-form, som fx kan være med til at gøre din kat interesseret i sit kradsetræ.

Katteurt skal bruges med mellemrum

Kattens reaktion på katteurt bliver ”træt”, hvis de har adgang til planten hele tiden. Gem katteurt-legetøjet væk i nogle dage og tag det frem igen – så kommer reaktionen også igen. Opbevar katteurtlegetøjet i et tætsluttende glas – så varer effekten længere. Legetøjet skal dog være helt tørt, når du lægger det ned i glasset. Det må ikke være vådt af kattesavl, for så mugner det. Du kan også ”marinere” almindeligt kattelegetøj i et glas med tørret katteurt. Så bliver det mere spændende for din kat – hvis den altså er én af dem, der reagerer på katteurt.

Reagerer din kat ikke på katteurt?

… Så er det enten fordi, din kat er for ung – katte reagerer typisk ikke på katteurt, før de er ca. 6 måneder gamle - eller fordi den hører til den tredjedel af alle katte, der ikke har evnen til at reagere på katteurt. Prøv i stedet med Baldrian-dråber (Valeriana Officinalis), som bl.a. kan købes i helsekostbutikker. En enkelt dråbe eller to på et stykke stoflegetøj har ofte stor effekt på de katte, der ikke reagerer på katteurt.

Vær opmærksom! 

Hvis du har flere katte, er det en god idé at teste katteurten på dem hver for sig. Nogle katte bliver så pjattede med planten, at de kommer i klammeri med de andre katte over den.

Katteelskerens yndlingste

Vi mennesker kan også spise katteurten – men vi reagerer ikke på den, som kattene gør. Den smager mildt af mynte. Tag ca. 4 topskud og kom dem i et krus. Hæld kogende vand over og lad det trække nogle minutter. Fisk bladene op med en ske og drik med eller uden sukker eller honning.

Bladene kan også bruges på samme måde, som du ville bruge mynte eller citronmelisse. De pynter, smager dejligt og er et hit hos katteglade venner.

Dyrk din egen katteurt

Der findes mange forskellige typer af Nepeta-planter, så for at være sikker på at planten indeholder Nepetalactone, som er det, katten reagerer på, skal du sørge for, at det er en Nepeta Cataria, du enten køber frø til, eller finder som voksen plante i en planteskole. Planten er meget nem at dyrke i vindueskarmen eller i haven. Den visner ned om vinteren, men sår sig selv til året efter, så du altid har friske forsyninger.

Hvis planten får lov at gå i blomst, danner den frø, som du kan gemme i en papirpose og glæde en anden katteven med. Blomsterne er i øvrigt også fine at se på. De er typisk hvide, lilla eller hvide med småbitte lilla prikker. Når planten er udvokset, ligner den lidt en brændenælde, men den brænder på igen måde.