Oprindelsesland: Frankrig
Levealder: 10-12 år
Højde: 30-32 cm
Vægt: 8-14 kg
Farve: Fawn eller brindlet fawn og der kan være hvide aftegninger
FCI-gruppe: 9 (selskabshunde)

Hvor stammer franske bulldogs fra?

Den franske bulldog stammer sandsynligvis fra dværgvarianter af den engelske bulldog og den spanske tyrekamphund. De små blandinger blev dog ikke brugt til tyrefægtning, så de var udelukkende selskabshunde. Nogle af de små bulldogs havnede i Paris, og her blev de rigtig populære i slutningen af 1800-tallet. I dag er det ikke kun i Frankrig, man støder på racen. Den er i høj grad blevet en populær selskabshund i hele verden.

Den franske bulldogs temperament

Den franske bulldog er en glad og venlig hund. Faktisk bliver den også kaldt for hundenes klovn, da den kan lide at få opmærksomhed og lave skøre ting. Det er nok også derfor, der er så mange, som holder af dem. Generelt er det bare en behagelig selskabshund til en familie, der ikke har alt for meget fart over feltet, men alligevel er med på gak, løjer og leg.

Selvom det er en glad og venlig race, så gemmer der sig også et til tider stædigt gemyt i de små venner. Den skal nok fortælle dig, hvad den godt kunne tænke sig, og den giver ikke op så let. Så selvom det er en god kammerat, så kommer du ikke til at kede dig. De knytter sig til deres mennesker og er yderst hengivne.

Generelt er en fransk bulldog venlig overfor fremmede, I møder, men de kan godt virke uhøflige overfor nogle hunde. Typisk handler det om, at de kan være ret fysiske i deres møde med andre hunde, og da de ofte også har tendens til at komme med lyde fra luftvejene, er der nogle hunde, som reagerer negativt på dette. Det skal du være opmærksom på, så du får taget en konflikt i opløbet, inden den eskalerer.

Udseende og størrelse

Franske bulldogs er små kompakte hunde. De bliver mellem 30-32 cm og kan veje alt mellem 8-14 kg, så der er meget hund i den lille krop. De er nok mest kendt for deres store runde øjne, korte snuder, opretstående ører og rynkede hudfolder i hovedet. Det er en hund, der skiller dig ud fra mængden, og den er derfor rimelig nem at kende.

Fransk bulldogs pels og pleje

Franske bulldogs har en kort pels, som ligger helt tæt til kroppen, og den kræver ikke ret meget pleje. Du kan holde den fri for løse hår ved at børste den med en blød børste eller tørre den over med en opvredet klud. Racen fælder ikke voldsomt meget, når det ikke er fældesæson, så det er overordnet en nem race, når det kommer til pelspleje.

Der er dog en anden ting, du skal holde øje med, og det er deres hudfolder. De skal holdes tørre og rene, så der ikke opstår hudirritationer, som på sigt kan give hudproblemer.

Træning af en fransk bulldog

Franske bulldogs er lærenemme, men du skal gøre en indsats for at holde dem interesserede og motiverede, da de også kan være stædige og selvstændige. Det er derfor vigtigt, at du er tålmodig og konsekvent i din træning og ikke lader dig gå på af, at det I lærte i går, måske ikke sidder lige i skabet i dag. Sørger du for at have korte træningssekvenser med lækre godbidder og variation i øvelserne, så er I godt på vej.

Hunde bruger deres vejrtrækning til at regulere deres temperatur. Da franske bulldogs er kortsnudede og nogle har snævre luftveje, kan de have rigtig svært ved at komme af med varme. Derfor skal du være meget påpasselig med fysisk aktivitet på varme dage. Gå i stedet ture tidligt og sent, hvor temperaturen er lavere. Det er også vigtigt at være opmærksom på, at deres snævre luftveje kan betyde, at de fysisk ikke kan klare så meget, som andre hunderacer kan, selvom de gerne vil.

Franske bulldogs har et moderat motionsniveau, men er ikke så inaktive, som man måske tror. De kan godt lide at bevæge sig og har krudt i måsen, selvom de ikke kan holde kadencen helt så længe, som de selv vil. Det er en god idé at udnytte racens lyst til at være aktiv, så du hele tiden sikrer, at din franske bulldog er i god form. Overvægt har nemlig stor betydning for hundens trivsel. De skal naturligvis også aktiveres mentalt, og du kan fx lave lydighedstræning, søgeopgaver eller måske kaste jer ud i agility.

Hvad fejler franske bulldogs?

I Agria indsamler vi statistik på alle de hunderacer der er forsikret hos os. Det giver os en helt unik skade- og sygdomsstatistik, der giver indblik i, hvilke sygdomme og skader der rammer specifikke racer. Statistikken, Agria Breed Profiles, bygger på Agrias skadestatistik, og materialet er baseret på over 1.500.000 svenske hunde.

Ligesom alle andre hunde kan en fransk bulldog komme galt afsted eller blive syg. Derfor har vi ikke taget de ting med, som generelt rammer hunde uanset race. Her har vi i stedet fundet de tre hyppigste racespecifikke diagnoser:

  • Diskusprolaps
  • Allergi
  • Luftvejsproblemer

Franske bulldogs er charmerende, men de kan have helbredsmæssige udfordringer, som du skal være meget opmærksom på, hvis du overvejer denne race. Franske bulldogs er en brachycephal race, som betyder, at kraniets opbygning giver dem øget risiko for at udvikle snævre næsebor og lange bløde ganer. Dette kan gøre det svært for dem at trække vejret normalt, så de puster meget eller har højlydt vejrtrækning, selvom de ikke er fysisk aktive. Dette refereres til som BOAS (Brachycephalic Obstructive Airway Syndrome). Man kan få registreret sin bulldogs BOAS-status hos DKK, så det er tydeligt, om hunden har åbne luftveje. Er du på udkig efter en fransk bulldoghvalp? Så sørg for at begge forældredyr er BOAS testet med gode resultater.

Det vi elsker allermest ved en fransk bulldog

Franske bulldogs er små elskelige legeonkler, der altid er med på den værste. Herunder har vi samlet nogle af de ting, som vi er allergladest for ved racen:

  1. Masser af personlighed: I en fransk bulldog får du charme, selvtillid og god underholdning. De har masser af personlighed, og du kommer aldrig til at kede dig i deres selskab. Samtidig er de kærlige og hengivne – what’s not to like?
  2. Fornuftigt aktivitetsniveau: De franske bulldogs har et moderat aktivitetsniveau, hvor de både holder af en god løbetur uden snor og leg i haven, men samtidig også kan ligge og slappe af med nus og hygge. Her får du den gode gyldne middelvej.
  3. Nem pelspleje: Det bliver ikke meget nemmere end med den franske bulldogs pels. Der er naturligvis fældning, når vinterkåben skal skiftes med sommerversionen om omvendt, men ellers er det til at have med at gøre. Så er du ikke til masser af pelspleje, så er det denne vej, du skal kigge.

Det skal du vide, når du vælger en fransk bulldog

Som med alle andre racer er der også nogle ting, du skal overveje, inden du kaster dig ud i et fransk bulldog-eventyr. Vi har samlet de vigtigste her:

  1. Sundhedsproblemer: Racen er desværre disponeret for vejrtrækningsproblemer og andre sygdomme, og det gør, at du som køber, skal være ekstra opmærksom, når du kigger efter din nye ven. Du skal nemlig sikre dig, at din franske bulldoghvalp kommer fra et kuld, hvor mor og far er raske, hvor der er undersøgt for de sygdomme, det er muligt at screene for, og hvor der er god BOAS-status.
  2. Kan virke lidt uhøflige overfor andre hunde: Franske bulldogs kan godt være små bullerbasser – især i deres kropssprog. Det kan andre hunde godt opfatte overvældende, og derfor kan der opstå kontroverser. Det er ideelt, at hvalpen bliver socialiseret og trænet, allerede fra den er lille, så den bliver bedre til at begå sig.
  3. Lidt stædighed skal der til: Franske bulldogs kan have deres egne meninger om tingene og være lidt stædige. Det betyder ikke, at de er særligt svære at træne, men du skal være lidt ekstra tålmodig og opfindsom nogle gange.

Vil du vide mere om andre populære racer?

Vi har samlet en liste med de mest populære hunderacer, så du kan blive klogere på racens behov, styrker, udfordringer, og du kan finde din bedste firbenede ven!

Gå til raceoversigten