Har din hund spist noget af et tøjdyr, en plastikpose, en halv grillkylling, en majskolbe, en sok, en grankogle eller mangler der et batteri fra et stykke legetøj, som hunden har tygget i stykker? Så er du ikke alene! Det sker nemlig ofte, at hunde får tygget i ting, som så uheldigvis ender i deres mave.

Som hundeejer er det helt naturligt, at det vækker bekymring, hvis dele af barnets tøjdyr er endt i hundens mave, for det kan ganske rigtigt være farligt, men heldigvis er det ikke altid. Derfor har vi lavet en lille guide til, hvad du skal gøre, hvis hunden har været lidt for tyggeglad:

Den svære vurdering

Der er visse ting, som helt ukompliceret kan passere mavetarmsystemet, og som med lidt tålmodighed vil komme ud den naturlige vej. Ligeledes er der der andre ting, som potentielt kan være farlige, da de måske er så store, at de senere kan fastkiles i tyndtarmen, og så skal fjernes operativt. Her vil dyrlægen give hunden noget, så den kaster op, hvis det formodes, at fremmedlegemet stadig er i mavesækken.

Det er altid en svær vurdering som hundeejer. Men virker hunden generelt ugeneret og uden symptomer, så kan det give god mening at ringe til dyrlægen, som så kan vurdere situationen, inden du skynder dig afsted. Det er nemlig ikke sikkert, at det overhovedet er farligt for hunden, det den har spist.

Er du kunde her hos Agria, så kan du også altid benytte dig af vores gratis digitale dyrlægerådgivning, hvor du hver dag kan få hjælp til vurdering af netop sådan noget. Vi har også åbent, når din egen dyrlæge er lukket. 

Søg altid dyrlæge, hvis...

...hunden har symptomer på forgiftning f.eks. opkastning, slinger, diarre osv. Her skal du skynde sig til dyrlægen, da tiden kan være altafgørende.

Vi har samlet en oversigt over ting, der kan være årsag til forgiftning hos hunde. Tag et kig på den, så du kan forebygge at uheldet sker.