Hunde og børn kan drage stor fordel af hinandens selskab. Har du selv haft hund i din barndom, og havde I det godt sammen, så husker du det måske som en af hjørnestenene i dine minder fra den tid.

Men det kan også gå galt, når hunde og børn er sammen. Særligt med de mindste børn, som er for små til at forstå, hvornår hunden siger fra. De er i gang med at undersøge verden, og kan finde på at rykke hunden i halen eller prikke den i øjnene - naturligvis ikke af ond vilje, men fordi de simpetlhen ikke ved, hvad det betyder. I værste fald kan det resultere i, at hunden bider, og her skal vi ikke hen. Det kan dog heldigvis, i de fleste tilfælde, undgås.

Vælg en race, der passer til jeres familie

Det er afgørende for jeres succes som hundefamilie, at I vælger en hunderace, der passer ind i jeres familie. Her skal I forholde jer til, hvor meget tid I dagligt kan bruge på samvær med hunden, men også om hunderacen vil trives i en børnefamilie. Hundens temperament og sind skal nemlig helst passe til den hverdag, som  en børnefamilie er i, og her er der nogle racer, der ofte passer bedre end andre.

Lad aldrig små børn og hunde være alene sammen

Det vigtigste råd af alle er, at du ikke må lade hund og mindre børn være alene sammen. Det er typisk, når vi taler om børn fra seks år og nedefter, men det kan også være ældre børn, da det afhænger af, hvordan de omgås hunden til daglig.

Små børn er nysgerrige og ofte ukoordinerede i deres bevægelser. De er generelt uforudsigelige og kan finde på at skrige højt. Det er alt sammen noget, hunde kan blive utrygge ved. Opstår der situationer, hvor hunden bliver utryg eller forskrækket, kan den komme til at bide, når den for alvor siger fra.

Hunde er eksperter i kommunikation og melder hurtigt ud, hvis der er noget, de er utrygge ved. Mange små signaler, som kan observeres længe inden hunden f.eks. begynder at knurre. Derfor er det så vigtigt at sætte sig ind i, hvordan hunde kommunikerer, så man kan holde øje med dem, når de er sammen med børnene. Både for børnenes og for hundens skyld!

Syv regler som barnet skal lære

For at sikre at både barn og hund har det godt, er det nødvendigt at lære barnet en række regler, som altid skal overholdes, så I undgår, at hunden bliver presset ud i en ubehagelig situation, hvor den måske kan reagere uhensigtsmæssigt:

  1. Man skal lade hunden være, når den sover.
  2. Man skal lade hunden være, når den spiser.
  3. Hvis hunden går væk, så lad den være i fred.
  4. Løb ikke efter hunden, heller ikke under leg.
  5. Lad være med at prikke til hunden, holde fast i den eller kaste ting efter den.
  6. Leg kun med hundens legetøj, hvis der er en voksen med.
  7. Hvis man bliver bange eller usikker, så kald på mor eller far.

Derudover er det en god idé at lære barnet, hvordan hunden viser, at den er utryg, så selv små signaler registreres og respekteres. For hvis barnet er rolig omkring hunden, behandler den med respekt og overholder de syv regler, så er I godt på vej til et lykkeligt og givende forhold imellem dem.