Alle, der har prøvet at træde i en hundelort, ved, at det er noget af det mest irriterende, der kan ske på gåturen. Ofte er det svært at få det hele af skoen uden grundig rengøring, og det er de færreste, der har adgang til vand og sæbe midt på Valby Langgade. Det er ikke kun hensynsløst at lade hundelorten ligge som hundeejer. De efterladte hundelorte udgør faktisk også en langt større sundhedsrisiko, end mange hundeejere er klar over. Selvom de fleste hundeejere passer på deres hunde, kan hundelorten være inficeret med en række sygdomme. Det forklarer Mogens Brix Koldkjær, der er dyrlægekonsulent hos Agria Dyreforsikring.

“Det er viden, som ikke burde komme bag på nogen, at efterladt fæces udgør en sundhedsrisiko, men alligevel er det desværre et faktum, som alt for mange hundeejere overser. Det, synes jeg, er et stort problem,” siger Mogens Brix Koldkjær.

Din hund kan være smittebærer

Mogens Brix Koldkjær fortæller, at en hundelort overfører sygdomme via bakterier, virus og parasitter. Det er ifølge dyrlægen ikke altid til at se, at en hund er syg, og derfor kan en tilsyneladende rask hund godt smitte:

“Selvom din hund ikke direkte virker syg med diarré eller anden forandring i dens fæces, så kan den godt være skjult smittebærer og derfor være årsag til smitte af andre dyr, der senere krydser den samme vej via uopsamlet hundelort,” siger Mogens Brix Koldkjær.

Vejlovens § 70 og Privatvejslovens § 98 siger faktisk, at hundeejere kan straffes med bøde, hvis de ikke samler efterladenskaberne op. Så det er både lovmæssigt korrekt, sundhedsmæssigt forsvarligt samt hensynsfuldt over for andre mennesker at samle hundelorten op, siger Mogens Brix Koldkjær. Dyrlægen fremhæver samtidig, at der heldigvis er rigtig mange danske hundeejere, som er flinke til at samle hundelorten op på vegne af deres firbenende ven og smide den i skraldespanden. Men der er plads til forbedring. Ofte lader hundeejerne efterladenskaberne ligge, hvis bare hunden gør sit ærende udenfor gangstier. Blot fordi hundelorten ikke ligger i ”gangbanen”, mindsker det ikke smitterisikoen det mindste. Det er mindst lige så ulækkert, at hunden træder i en hundelort, som hvis du gør det. Den tager smitten med sig hjem, i bilen, i sofaen og på dig, hvis den hopper op.

Har du hundelort på tøjet?

Heldigvis er vores hunde velkomne mange steder i landet, men der er en stigende modvilje fra folk uden hund - en modvilje der stiger i takt med at efterladenskaberne hober sig op.

Budskabet er derfor helt klart. Har du hund, må du samle op – uanset hvor den lægger en hilsen. Husk posen, når du går på tur! Hav altid et par ekstra med i lommen – det kan være, du møder en, der har brug for den.