At have en hund, der elsker vand, kan have flere fordele. Dels er svømning og leg i vandet fantastisk og skånsom muskel- og konditræning, dels er det skønt for hunden at kunne køle af i vandet på varme sommerdage.

Skynd dig langsomt

Der er visse kneb, du kan bruge, for at få din hund til at kunne lide at gå i vandet. Men det er vigtigt at huske ikke at stresse hunden eller prøve at tvinge den til at kunne lide at bade!

En plan sandstrand er bedst

Når du skal vænne hunden til vand, er det bedst at vælge en strand, hvor det er nemt at komme ud i vandet og ind igen. Stejle bakker og mange sten er ikke den ideelle strand til en nybegynder.
En god plan sandstrand, hvor hunden selv kan bestemme tempoet er meget bedre.

Legetøj og godbidder

Lad hunden lege i vandkanten. Hvis den er glad for legetøj, er det en god idé at tage legetøj med, der kan flyde. I bedste fald glemmer hunden hurtigt alt om, at vandet føles ubehageligt og koncentrerer sig i stedet om legen.
Hvis du har en hund, der bedre kan lide godbidder end legetøj, findes der ’lette’ hundekiks, der kan flyde. Kast en håndfuld af dem ud i vandet, og lad hunden pjaske rundt og guffe dem i sig.

Når hunden ser ud til at acceptere at gå rundt i vandet, kan du prøve at kaste legetøj eller godbidder længere ud og se, om hunden tør tage et par svømmetag.

Tager tid at lære teknikken

De første gange, hunden svømmer, kan det godt sprøjte en del, fordi det tit foregår med forbenene over vandoverfladen. Hunden kan godt se lidt panikslagen ud, men så snart den opdager, at den kan flyde, slapper den mere af, og så begynder den også så småt at lære svømmeteknikken og finder ud af, at det er nemmere at svømme med forbenene under vandoverfladen.

Gå selv i vandet

For at hjælpe hunden til at opdage, at den rent faktisk flyder, når den svømmer, kan du give den en redningsvest på i begyndelsen. Du kan også selv gå med ud i vandet og holde i det håndtag, der tit er på ryggen af redningsveste til hunde. Det kan være en stor hjælp og tryghed for din hund, at du er der.

Badeglade hunde er gode læremestre

Et andet godt trick er at tage en rigtig vandglad hund med og lade den bade sammen med den usikre hund. Det tager som regel ikke lang tid, før den vandglade hunds adfærd vil smitte af på den skeptiske hund.