Nytåret kan være en udfordring for hesteejere, da de høje lyde og mange farver kan skræmme hestene. I værste fald kan de ende med at gå i panik og gøre skade på sig selv. Der er dog ting, du selv kan gøre for at gøre nytåret mere behageligt for din hest.

Tjekliste - sådan gør du nytåret rarere for hesten:

  1. Sørg for at motionere din hest, inden festlighederne går i gang. Det gør kun ondt værre, at hesten har masser af overskudsenergi, hvis den i forvejen bliver stresset af alle lydene. 
  2. Går din hest i løsdrift eller ude hele året, så kan det være en god idé at lukke den på stald lige netop denne aften. Du kan bedre styre omgivelserne for den, når den er indenfor. 
  3. Selvom lyset i stalden normalt er slukket om natten, så lad det brænde netop denne aften. Er der vinduer i stalden, så kan de også dækkes til, så fyrværkeriets glimt og farver ikke er så synlige for hestene. 
  4. Sørg for at hestene har ekstra grovfoder, så de er travlt beskæftiget med at æde. At tygge virker også beroligende på heste.
  5. Tænd gerne for noget roligt musik i stalden. Det gør lydene fra fyrværkeriet mindre gennemtrængende, da der i forvejen er et lydbillede, som ikke er helt stille.
  6. Du kan også overveje at give din hest nogle ørepropper i ørerne eller en hut på, som kan dæmpe lydene.
  7. Er din hest en af dem, der påvirkes meget af fyrværkeriet, og frygter du, at den kommer til skade, så kan det i yderste konsekvens være nødvendigt at alliere dig med din dyrlæge, som kan udskrive noget beroligende medicin.

Kender du ikke hesten så godt, eller er den i nye omgivelser?

Det er svært at vide, hvordan heste reagerer på fyrværkeri. Nogle bliver ekstremt stressede og nervøse af det. Andre reagerer knap nok. Har du lige fået ny hest, så kan du evt. høre gamle ejer, hvordan den normalt har taget situationen. Så kan du bedre forberede dig og tage de rigtige foranstaltninger. 

Der er også stor forskel på, hvor tæt din hest står opstaldet på byer, hvor der fyres af. Kommer den ude fra landet, hvor der ikke har været ret meget fyrværkeri tæt på stalden, men står nu i en byzone, så kan det være nødvendigt at være ekstra opmærksom. For selvom den normalt har taget det fint, så kan den ændrede styrke i skyderiet gøre en forskel. 

Hvis du har en hest, der påvirkes meget, så er det ekstra godt, hvis du kan have den stående i en stald med heste, der ikke gør. Det har ofte en afsmittende effekt på den utrygge, hvis alle de andre bare står og tygger videre uden at bekymre sig. 

Vær i stalden når klokken slår 12

Hvis du har mulighed for det, så er det altid godt, hvis der kan være en i stalden, når året skifter. Så er det nemlig muligt at reagere, hvis der er en hest, som bliver meget påvirket. Tænk dog altid på din egen sikkerhed - det er farligt at være tæt på en hest, der er i panik!

Husk også, at hesten måske er lidt ekstra træt dagen efter, da den har fået forstyrret sin nattesøvn, og derfor ikke har hvilet helt så effektivt, som den normalt vil have. En rolig dag kan derfor være en god idé den 1. januar. 

Vi ønsker dig og din hest et rigtig godt nytår.