Når en hest bliver bange for noget eller oplever noget truende, reagerer den hurtigt ved at gøre sig klar til at flygte. Mængden af adrenalin øges ligesom puls og vejrtrækning. Når hesten senere oplever, at faren er drevet over, ryster den oplevelsen af sig. Denne form for stress, skal man som regel ikke bekymre sig om. Til gengæld kan mere langvarig stress være farligt.

Hos heste er symptomerne på langvarig psykisk belastning ofte meget forskellige og subtile. De mest almindelige tegn, på at der er noget galt, er forandringer i hestens adfærd.

”Man kan opleve, at hesten pludselig er irritabel og sur, eller at den trække sig væk i stedet for at komme hen og hilse. Den kan også have svært ved at slappe af i boksen eller på folden, sådan at den går meget rundt, og man får et indtryk af, at den er urolig,” siger hestedyrlæge Karl-Henrik Heimdahl på Agria Dyreforsikring.

Årsager til stress
Hvis en hest alt for tit bliver stresset, er det tegn på, at der er noget i hestens liv, der skal ændres. Der findes en del fodertilskud, som midlertidigt kan lindre symptomerne, men for at få en langsigtet løsning, er man nødt til at kigge på årsagerne,” mener Karl-Henrik Heimdahl og peger på en række situationer:

  • Mangler ved hesteholdet
    For lidt tid på fold, for få måltider, for lidt stråfoder og mangel på stimulering.
  • Sociale faktorer
    En følsom hest, der går i en uharmonisk flok, hvor der er mange konflikter og meget ballade mellem hestene, kan blive stresset.
  • For høje krav
    Hvis du stiller for høje krav til hesten, når den arbejder, kan det også blive årsag til stress. En hest, der ikke har evnen til en opgave, ikke er ordentligt forberedt eller ikke er blevet trænet nok, kan få det dårligt af et alt for stort pres.
  • Utydeligt lederskab
    Det kan også virke stressende på hesten, hvis du er inkonsekvent i din håndtering, og hvis hesten ikke ved, hvilke regler der gælder. En hest har svært ved at forstå, at en bestemt adfærd er tilladt nogle gange, hvis den andre gange bliver straffet for den samme adfærd.
  • Konkurrencesituationer
    Konkurrencer kan være sjove og spændende, men de er også forbundet med en vis mængde stress. Mange fremmede heste er samlet på et og samme sted. Der spilles ofte høj musik, og der er mange mennesker. En del heste vænner sig hurtigt til det, og har ikke noget imod det, mens andre er mere følsomme og kan blive stressede.

Forebyg eller fjern stress ved at kigge på hestens hverdag
Du kan gøre meget for at undgå unødig stress ved at være omhyggelig med hestens pasning og omgivelser og ved at se med et kritisk blik på jeres liv sammen. Sørg for at hesten får sine naturlige behov opfyldt, at du behandler den med respekt og tilbyder den et stimulerende miljø, så den ikke keder sig.

Sidst, men ikke mindst, må du aldrig undervurdere din egen indflydelse på hestens trivsel. En nervøs hestepasser eller rytter kan for eksempel gøre en følsom hest nervøs. Når man passer, plejer og rider en hest, skal man altid sørge for at opføre sig sådan, at hesten kan stole på én og være tryg, ellers kommer hesten til at se farer overalt.