
Slanger skifter ham
Hamskifte er betegnelsen for den proces, hvor slangen med jævne mellemrum udskifter den yderste del af huden. Denne proces styres af forskellige hormoner og afhænger også af slangens vækst.

Hamskifte er betegnelsen for den proces, hvor slangen med jævne mellemrum udskifter den yderste del af huden. Denne proces styres af forskellige hormoner og afhænger også af slangens vækst.
De fleste slanger skifter ham 4-8 gange om året. Antallet af hamskifter afhænger af mange forskellige faktorer, f.eks. temperaturen, foderintervaller, fodermængde og aktivitetsniveau. Unge slanger skifter ham oftere end ældre slanger, fordi de vokser hurtigere i løbet af de første leveår.
Raske slanger har normalt ingen problemer med at skifte ham, og kaster som regel hammen af sig i ét stykke. Slanger, der har gamle skader på hud eller skæl og slanger, der lever i for kolde eller tørre omgivelser, kan derimod få problemer.
Forud for hamskiftet går en periode med inaktivitet. Den kan vare 1-2 uger. I denne periode bliver øjnene matte og dækket af en gråblå hinde. Slangen ser derfor dårligt, og det kan gøre den en smule uberegnelig og indimellem også aggressiv. Skindet får også en mat overflade. Den nye hud indenunder er endnu blød og meget sensitiv i den periode, hvor yderhuden begynder at falde af.
Efter 7-15 dage bliver øjnene igen klare, og nu begynder hamskiftet. Slangen anvender hårde ting eller overflader som hjælp til hamskiftet. Hamskiftet begynder med hovedhuden. Når slangen har fået løsnet huden omkring munden og næsen, gnider den sig mellem nogle hårde genstande, som kan fange det løse skind og holde det fast, mens slangen glider ud af det. Mange slanger tømmer også deres tarm efter hamskiftet, eller indtager store mængder vand.
For at mindske problemer med hamskiftet, bør du sørge for, at et af slangens skjulesteder er en såkaldt fugtboks. En fugtboks giver gode muligheder for, at slangen kan få tilført den fugtighed, som er nødvendig for dens velbefindende, uden at hele terrariet behøver at være fugtigt.