Det er derfor vigtigt, at uerfarne fugleejere sætter sig godt ind i papegøjers naturlige adfærd og levevilkår, og lærer lidt om, hvordan den naturlige adfærd kan forårsage problemer, når fuglene pludselig lever i fangenskab som vores selskabspapegøjer. Med lidt indsigt er det faktisk muligt at lære papegøjer en ny og mere hensigtsmæssig adfærd. Men det kræver viden og erfaring med fugle.
Træning
Ny adfærd kan for eksempel gå ud på at lære papegøjen tricks – som f.eks. at vinke, dreje rundt, løfte vingerne på kommando, eller man kan lære den nyttige ting – som for eksempel at bade eller overbruse sig selv og at lege med sit legetøj.
Gennem træning er det også muligt at fjerne eller mindske problemadfærd, som biden og skrigen. De bedste resultater får man, hvis man som dyreejer lærer noget om operant indlæring (der for eksempel er grundlaget for klikkertræning). Det er en træningsmetode, der bygger på positiv forstærkning, og som er blevet den mest populære måde at træne dyr på, uanset om det drejer sig om delfiner, skækhuggere, hunde eller papegøjer.
Med positiv forstærkning opbygger dyreejeren et tillidsforhold mellem sig selv og sit dyr, i dette tilfælde sin fugl. Fuglen vil glæde sig til at have kontakt med ejeren, og det at lære ny adfærd eller nye tricks bliver et positivt indslag i fuglens hverdag.
Adskillige undersøgelser af mange forskellige dyrearter viser, at træning med positiv forstærkning giver dyrene øget livskvalitet på mange områder. I forbindelse med papegøjer giver det fuglene mulighed for at udnytte en del af deres intelligens og store hjernekapacitet. Læs evt. mere i Tamme Papegøjer, Maria Metzger, Forlaget Atelier, 2001.