Sygdomme og skader

Tandresorptioner (FORL) – tandsygdom hos kat

Katte rammes desværre ofte af en speciel tandsygdom, der kaldes tandresorptioner også kendt som FORL. Sygdommen ytrer sig ved, at tandens rod og emalje nedbrydes, så tanden til sidst knækker ved tandkødsranden. Når tandens nerve blottes, får katten stærke smerter. En del katte kan også få voldsom tandkødsbetændelse, der får tandkødet til at bløde blot ved berøring.

Ingen effektiv behandling

Desværre er der endnu ingen effektiv behandling af tænder, der er angrebet af tandresorptioner, og det eneste, man kan gøre, er at trække tænderne ud. Man bør også røntgenfotografere kattens mund, for at undersøge, om der er tegn på sygdommen under tandkødsranden. En kat kan leve et godt liv uden en eneste tand i munden, hvis bare man tilpasser fodringen og udelukkende giver blød og flydende kost.

Det er svært og i mange tilfælde umuligt at undersøge en kats tænder, mens den er vågen, og man er derfor som regel nødt til at bedøve katten, før dyrlægen kan undersøge og behandle den.

Agria Støtter forskning af tandresorptioner

Man ved stadig ikke, hvorfor nogle katte rammes af tandresorptioner, men man forsker i emnet. Agria støtter denne forskning gennem Agrias Forskningsfond.

Tegn på at din kat kan lide af tandresorptioner:

•    Katten har svært ved at spise eller spiser mindre, end den plejer
•    Katten har dårlig ånde
•    Kattens tandkød er betændt og rødt i tandkødsranden ved tænderne
•    Katten har ødelagte tænder