Kattens afføring skal være formet. Løs afføring eller hårde "kaninlorte" er unormalt. Katte kan af og til kaste hårboller op, men en kat skal ikke kaste op flere gange om ugen, og det meste hår, en kat får i sig, passerer ud med afføringen.
Et akut tilfælde af opkast og diarré hos kat går ofte over på 12-24 timer. Hvis katten ikke bliver bedre, bør du kontakte dyrlægen for råd og eventuelt besøg.
Forskellige typer diarré hos kat
Akut diarré varer i en kortere periode, mens kronisk diarré varer længere og bør altid undersøges nærmere. Akut diarré kan ofte være mild og gå over af sig selv. Så længe kattens almene tilstand er normal, og katten ikke har andre symptomer, kan du som regel afvente.
Almindelige årsager til opkast og diarré
Opkast og/eller diarré kan skyldes problemer i mave-tarmkanalen eller en anden sygdom, som påvirker mave og tarm. Her er nogle almindelige årsager til opkast og diarré:
- Har spist noget uhensigtsmæssigt
- Foderintolerance
- Infektioner
- IBD (inflammatorisk tarmsygdom)
- Bugspytkirtelbetændelse, forhøjet stofskifte, leversygdom
- Fremmedlegeme (noget sidder fast i tarmen)
- Tumorer
- Forgiftning
Infektioner
Eksempler på infektioner, der kan give opkast og diarré, er parasitter (f.eks. tritrichomonas eller spolorm), bakterieinfektioner (f.eks. salmonella hos katte, der jager småfugle), virusinfektioner (f.eks. parvovirus/kattens pest eller coronavirus).
Almindelige årsager hos unge katte
Unge katte får oftest opkast og/eller diarré af infektioner, spolorm eller fordi de har spist noget uhensigtsmæssigt. Meget unge killinger kan også have misdannelser. Killinger leger meget og kan tygge på ting, de ikke bør spise. I værste fald kan såkaldte fremmedlegemer sætte sig fast i tarmen og kræve operation. Hvis f.eks. snore og tråde sætter sig fast i mave-tarmkanalen, kan det give store skader.
Almindelige årsager hos ældre katte
Ældre kattes symptomer skyldes oftere IBD (inflammatorisk tarmsygdom), tumorer, forhøjet stofskifte, leversygdom, nyresygdom eller anden underliggende sygdom.
Hvad kan du gøre derhjemme?
En kat med akut opkast og diarré, som stadig er frisk og ikke har andre symptomer, kan ofte behandles hjemme. Giv katten små portioner af skånekost (fedtfattig og letfordøjelig). Specialkost ved akut gastroenteritis kan købes hos dyrlægen. Giv maden fordelt over flere måltider om dagen.
Skånekost til kat
Hvis en kat får akut diarré, kan du give skånekost eller speciel diætkost. Giv kogt kylling eller hvid fisk med lidt ris. Start med små portioner. Øg mængden, efterhånden som katten får det bedre. Når katten viser forbedring, kan du gradvist blande det almindelige foder i. Specielt diætfoder kan også købes hos dyrlægen. Hvis din kat nægter at spise skånekost, men gerne vil spise sit almindelige foder, kan du give det i mindre portioner.