Højsæson for loppeallergi hos katte
En af de hyppigste former for allergi hos katte er loppeallergi. Mogens Brix, dyrlæge hos Agria Dyreforsikring fortæller her, hvordan du opdager allergien, og hvad du kan gøre ved den.
En af de hyppigste former for allergi hos katte er loppeallergi. Mogens Brix, dyrlæge hos Agria Dyreforsikring fortæller her, hvordan du opdager allergien, og hvad du kan gøre ved den.
August måned er højsæson for lopper hos katte, så det er nu, du skal være ekstra opmærksom på, om din kat har fået besøg af de små blodsugere. Katte er faktisk utroligt gode til selv at fange lopperne, men får katten først allergi fra de små ubudne gæster, så bliver problemet dog markant værre.
Når loppen bider katten, afgiver den en smule spyt i såret, og det er spyttet, som katten kan blive allergisk overfor. Sker det, vil det klø omkring bidstedet, og katten vil derfor forsøge at klø og slikke sig – endda så meget, at den kan begynde at miste pelsen og få sår.
Hvis du tror, at din kat har fået lopper, er det en god idé at spørge din dyrlæge til råds og et besøg hos dyrlægen er nødvendigt. Dyrlægen kan udskrive et kløedæmpende præparat og evt. antibiotika ud over de loppemidler, som I aftaler at bruge. For så længe lopperne bider, vil allergien blive ved med at irritere katten.
Der findes flere forskellige typer loppemidler: loppehalsbånd, midler der dryppes på huden og tabletter.
Det er sjældent, at katte kun får ét middel i deres levetid. Ofte vil dyrlægen foreslå det middel, der passer bedst til din kats nuværende situation.
”Derudover skal du være meget opmærksom på, hvilket loppemiddel du køber, hvis det ikke er igennem din dyrlæge – nogle loppemidler til hunde er nemlig giftige for katte, så det er vigtigt, at du ikke kommer til at bruge det forkerte middel!”, understreger Mogens Brix.
Loppeallergi er desværre noget, katten skal leve med resten af sit liv. Men som nævnt, så er allergien kun til gene for katten, når lopperne er til stede og bider. Du kan derfor med fordel lave en aftale med din dyrlæge om, at katten får regelmæssige loppekure.
Dertil er det bydende nødvendigt, at du gør ordentligt rent derhjemme, når først katten har haft lopper. Æg og larver kan nemlig gemme sig i tæpper, mellem gulvbrædder, i kattens seng og utallige andre steder. Vær dog opmærksom på, at det stort set ikke er muligt at fjerne alle loppeæg og -larver, så det er nødvendigt at fortsætte behandlingen over længere tid og således “udsulte” lopperne ved at forhindre dem i at suge blod fra husets kæledyr.
Har du en udekat, hvor kilden til lopperne er ukendt, så vil forebyggende behandling som regel være nødvendig for at undgå, at katten generes af sin allergi. Flere af loppemidlerne har endvidere fået repellent effekt, så kattens gener samtidig minimeres.