En voksen kat bør kun ormebehandles, hvis du ved eller har stærk mistanke om, at den har orm. Risikoen for orm er størst hos udekatte, der fanger byttedyr. Her gennemgår vi, hvornår du skal ormebehandle, og hvordan du gør.
De kliniske symptomer kan variere afhængigt af, hvilken type orm katten har, og nogle gange kan man se ormene. Lange spolorm kan blive brækket op, og bændelorm kan ses som flade riskorn ved endetarmsåbningen.
Ormekur til kat
Der findes både receptpligtige og håndkøbs-ormekure til kat, som kan købes på apoteket. Nogle tabletter og pasta skal kun gives én gang, andre flere gange. Hvis du har svært ved at give katten medicin via munden, kan et spot-on-præparat, der dryppes på huden, være et alternativ.
Vej katten, inden du går på apoteket for at købe ormekur, da doseringen afhænger af, hvor meget katten vejer.
Killinger kan risikere at få spolorm via modermælken. Opdrættere plejer at ormebehandle killingerne gentagne gange i de første levemåneder. Også hunkatten ormebehandles samtidig for at undgå, at killingerne bliver smittet igen.
Mange udekatte er dygtige jægere, der gerne fanger alt fra mus til småfugle. Hvis du ved, at din kat jager og spiser mus, rotter eller spidsmus, skal du være opmærksom på orm. Det skyldes, at katten ved at spise smågnavere kan få både spolorm og bændelormelarver.
Hvis du er usikker på, om din kat har behov for ormekur, kan du bede din dyrlæge tage en afføringsprøve, eller du kan købe et kit på apoteket, som du selv kan bruge til at undersøge, om katten har visse orme.
Risikoen for, at en indekat bliver syg af orm, er meget lille, hvis den er blevet ormebehandlet som killing og derefter har været en ren indekat. Derfor ormebehandler man sjældent indekatte. Hvis du overvejer at ormebehandle din indekat, bør du først tage en afføringsprøve.
Forsøg kun at ormebehandle mod den type orm, som katten har, for at mindske risikoen for resistens hos parasitterne. På apoteket kan du købe et kit til at tage afføringsprøve på katten. Prøven sendes derefter til et laboratorium, som analyserer prøven for at opdage æg fra spolorm. Bændelorm kan overses i afføringsprøver, men ormekur bør gives, hvis du kan se dem. Ved sygdom kan dyrlægen tage en afføringsprøve eller anbefale prøver, der kan vise andre, mere sjældne parasitter.
Bændelorm (Hydatigera taeniformis) er almindelig hos udekatte. Katte kan blive smittet ved at spise mus, rotter og spidsmus. Bændelorm smitter ikke direkte mellem katte. Symptomer på bændelorm kan være bændelorms-led i afføringen eller kravlende omkring bagdelen, på halen eller krydset. En afføringsprøve kan ikke altid vise, om katten har bændelorm eller ej. Hvis en kat én gang har haft bændelorm, skal man være ekstra opmærksom. Udekatte kan let blive geninficeret og får ofte bændelorm igen inden for tre til fire måneder.
Der findes to arter af spolorm, kattens spolorm Toxocara cati og spolormen Toxascaris leonina. Spolorm opdages ved afføringsprøve. Voksne spolorm kan nogle gange ses i afføringen, og i visse tilfælde kan katten kaste ormene op. Spolorm smitter via smågnavere, og inficerede hunkatte kan smitte deres killinger via mælken.
En voksen kat skal have ormekur, hvis du ved, at den har fået orm. Hvis din kat er udekat og spiser mange mus, har den måske brug for at få en ormekur regelmæssigt en eller to gange om året.
Tag en afføringsprøve på din kat for at finde ud af, om du har behov for at give den ormekur eller ej. Kit til at tage afføringsprøve på katten kan købes på apoteket. Hvis du ved, at din kat fanger og spiser mange byttedyr i løbet af sommerhalvåret, bør du ormebehandle din kat.
En voksen kat skal kun ormebehandles, hvis du ved, at den har orm.
Ja, der findes både receptpligtige og receptfrie ormemidler til kat, som kan købes på apoteket.
Killinger bør ormebehandles gentagne gange i deres første levemåneder. Når din kat er 12 uger gammel og klar til at flytte hjemmefra, er den i de fleste tilfælde allerede ormebehandlet. Men tjek med opdrætteren, du køber din kat fra, at det er blevet gjort.
Katte smittes med bændelorm, når de spiser mus eller rå ferskvandsfisk. Bændelorm overføres ikke mellem katte eller fra kat til menneske.
Voksne katte kan smittes med spolorm, hvis de spiser smågnavere med spolormelarver i vævet. Derudover kan katte få spolormæg i sig via munden, og killinger kan smittes via modermælken i de første dage efter fødslen. Katte, der lever udelukkende indendørs, smittes ikke med spolorm.
Spolorm hos kat diskuteres som en mulig årsag til sygdom (såkaldt visceral larva migrans) hos mennesker, der er blevet smittet med infektiøse æg. De udvikler sig ikke til fuldt udvoksede orme. De fleste, der smittes, får ingen eller milde, forbigående symptomer, og smitten overføres ikke fra menneske til menneske. Risikoen for sådan smitte er dog meget lille.
De kliniske symptomer kan variere afhængigt af, hvilken type orm katten har, og nogle gange kan man se ormene. Lange spolorm kan blive brækket op, og bændelorm kan ses som flade riskorn ved endetarmsåbningen.
Katten vil få en dårlig almentilstand og kan f.eks. få følgende symptomer:
Spolorm hos kat diskuteres som en mulig årsag til sygdom (såkaldt visceral larva migrans) hos mennesker, der er blevet smittet med infektiøse æg. De udvikler sig ikke til fuldt udvoksede orme. De fleste, der smittes, får ingen eller milde, forbigående symptomer, og smitten overføres ikke fra menneske til menneske. Risikoen for sådan smitte er dog meget lille.
