Med alderen nedsættes kattens tarmfunktion, og det betyder, at katten ikke kan optage alle de næringsstoffer, der er i maden. Smags- og lugtesans bliver også dårligere, hvilket kan medvirke til, at katten spiser mindre.
– Katten bør spise letfordøjelig og varieret mad, ellers kan den få forstoppelse. Der findes specialkost, som netop er tilpasset ældre katte, siger Agrias dyrlæge Lotta Möller.
Katten skal have meget vand
Den gamle kat føler ikke tørst og drikker derfor ikke så meget som en ung kat, og det kan betyde, at den bliver dehydreret. Derfor er det vigtigt at sørge for, at katten får den nødvendige væske.
– Det kan være godt at skifte tørfoder ud med dåsemad, der indeholder mere væske. Katten skal desuden have adgang til frisk vand, fortsætter Lotta Möller.
Kløerne sidder fast i tæppet
Når katten bliver ældre, klatrer den ikke så meget i træer eller kradser så meget i kradsebrættet. Derfor slides kløerne ikke lige så meget som på en ung kat, og det bliver sværere for katten at trække kløerne til sig. Det betyder, at de kan sidde fast i gulvtæppet, og det er meget ubehageligt for katten.
Den gamle kats sygdomme
Mange sygdomme er mere almindelige hos ældre katte end hos yngre, for eksempel for højt blodtryk, kræft, diabetes og nyresvigt.
– Nyreproblemer er særligt almindeligt hos ældre katte, fortæller Lotta. – Det giver sig udslag i, at katten tisser mere, får dårlig ånde, spiser mindre og taber sig.
Ikke lige så sjovt at være ude længere
Når katten bliver ældre, er den ikke lige så smidig som den var engang. Dens muskler bliver svagere, og den er ikke lige så aktiv længere. Derfor vælger mange ældre katte at blive indendøre. Men Lotta Möller påpeger, at det er vigtigt stadig at aktivere den gamle kat, så den bevarer sin smidighed så meget som muligt.