Hund som dricker mycket kan vara ett tecken på sjukdom.
En hund, der drikker meget, kan være et tegn på sygdom.
Sygdomme og skader

Hund der drikker meget – årsager, symptomer og hvornår du skal søge dyrlæge

Drikker din hund usædvanligt store mængder vand? Det kan være naturligt efter motion eller på varme dage, men øget tørst uden en åbenlys årsag kan være et tidligt tegn på sygdom. Her gennemgår vi de mest almindelige årsager, hvilke symptomer du skal være opmærksom på, og hvornår det er tid til at kontakte dyrlægen.

Hvorfor drikker min hund så meget?

Der kan være flere medicinske årsager til, at en hund drikker mere end normalt. Her er nogle af de mest almindelige:

Organ, infektiøs eller endokrin relaterede årsager:

  • Livmoderbetændelse (pyometra): ses typisk hos ældre eller midaldrende tæver efter løbetid.
  • Diabetes mellitus: giver øget tørst, hyppig vandladning og ofte øget appetit trods vægttab.
  • Nyresygdom (akut eller kronisk): forringer evnen til at koncentrere urinen, så hunden mister mere væske.
  • Leversygdom: kan give kvalme, nedsat appetit og øget tørst.
  • Cushings syndrom (hyperadrenocorticisme): hormonel lidelse, hvor overskud af kortisol øger tørsten og vandladningen.
  • Feber, smerte eller infektion: kan øge væskebehovet.
  • Tumorer: visse kræftformer (fx i leveren, binyrer, hypofyse) kan forårsage sekundær polydipsi.

Andre årsager:

  • Medicin: især præparater med kortison (prednisolon) eller visse diuretika.
  • Adfærd: hvalpe og nervøse hunde kan drikke meget uden fysisk årsag (psykogen polydipsi).
  • Miljø: varmt vejr, motion, tørfoder og salt mad øger midlertidigt væskebehovet.

Livmoderbetændelse hos tæver

Livmoderbetændelse (pyometra) er en alvorlig, livstruende infektion, som oftest ses 1–2 måneder efter løbetid hos ikke-kastrerede tæver.

Typiske tegn er:

  • Øget tørst og vandladning
  • Sløvhed og feber
  • Udflåd fra skeden (gult, brunt eller blodigt) – men udflåd mangler ofte ved lukket livmoderhals (lukket pyometra)
  • Hævet bug og smerter i mave region
"Mistænker du pyometra, skal du straks kontakte dyrlægen – tilstanden kræver som regel akut operation."

Livmoderbetændelse diagnosticeres med ultralyd og blodprøver - hurtig behandling markant forbedrer prognosen.

Andre symptomer at holde øje med

Ud over øget tørst kan hunden vise disse symptomer, afhængigt af årsagen:

Almindelige symptomer (kontakt dyrlæge i normal åbningstid for udredning):

  • Øget tørst og hyppig vandladning
  • Sløvhed og nedsat appetit
  • Let vægttab

Alarmerende symptomer (kontakt dyrlæge ASAP):

  • Opkast, diarré eller blod i urinen
  • Udflåd fra skeden hos tæver
  • Opsvulmet mave, smerte eller feber
  • Kraftig træthed eller nægtelse af at spise/drikke, sløvhed og nedsat appetit

Diagnose – hvad undersøger dyrlægen?

Dyrlægen vil som regel:

  • Tage blodprøver for at kontrollere nyre-, lever- og blodsukkerværdier samt hormonstatus.
  • Analysere urin (vægtfylde, sukker, protein, infektion).
  • Udføre ultralyd eller røntgen for at vurdere livmoder, nyrer og lever.
  • Måle blodtryk og vurdere eventuelle bivirkninger af medicin.
  • I nogle tilfælde udføres ACTH-test (Cushing’s syndrom) eller hormonmåling for at afklare endokrine årsager.

Obs: Du kan som ejer med fordel kan måle væskeindtag hjemme (dl/kg/døgn) før konsultation.

Hvornår skal jeg kontakte dyrlægen?

Kontakt din dyrlæge hvis din hund:

  • Pludselig drikker mere end 100 ml pr. kg kropsvægt pr. døgn uden åbenlys grund
  • Drikker meget, men spiser ikke
  • Har udflåd efter løbetid
  • Virker træt, puster eller har smerter
  • Har vægttab, forstørret bug eller ændret appetit

OBS: Normalt væskeindtag = ca. 50–100 ml/kg/døgn. Over 100 ml/kg betragtes som polydipsi og bør undersøges.

Behandling afhænger af årsagen

Behandlingen varierer alt efter årsagen:

  • Livmoderbetændelse – kræver ofte operation. I nogle tilfælde gives medicin.
  • Diabetes – behandles med insulin og specialfoder.
  • Nyresygdom – håndteres med diæt, væsketerapi og medicin.
  • Leversygdom – kan kræve kost tilpasning, tilskud, medicin eller operation.
  • Cushing’s – behandles med medicin.
  • Infektion eller smerte – antibiotika eller smertestillende kan gives.

Prognosen varierer efter årsag

  • Pyometra: god ved hurtig operation, men dødelig uden behandling.
  • Diabetes: ofte god med korrekt insulin og diæt.
  • Nyresvigt: kronisk og ikke helbredelig, men kan stabiliseres.
  • Cushing’s syndrom: kan kontrolleres med medicin.

Obs! Tidlig diagnose og behandling giver altid bedre prognose og mange af de underliggende kroniske endokrine sygdomme kræver livslang opfølgning og jævnlig blodprøvekontrol.

Hvor meget vand skal en hund drikke om dagen?

En sund hund drikker normalt 0,5–1 dl pr. kg kropsvægt pr. døgn. En 20 kg hund drikker altså ca. 1–2 liter dagligt.

Kan en hund drikke for meget vand?

Ja. Hvis din hund drikker mere end 100 ml/kg/døgn over flere dage, bør du kontakte dyrlægen – det kan være tegn på sygdom.

Hvorfor er min hund så tørstig?

De mest almindelige sygdomsårsager er diabetes, nyresygdom, leversygdom, Cushing’s syndrom og livmoderbetændelse hos tæver. Varme, motion eller salt mad kan midlertidigt øge tørsten.

Hvordan måler jeg, hvor meget min hund drikker?

Mål vandmængden i skålen over 24 timer, og divider med hundens vægt i kilo. Over 100 ml/kg = bør undersøges af dyrlægen.