Hvad kan jeg selv gøre?
Tag temperaturen, hvis du har mistanke om feber. Hvis hunden har feber, så lad den hvile et køligt og roligt sted. Tilbyd altid frisk vand. Hold øje med om feberen stiger, falder eller om der opstår nye symptomer som opkast eller diarré.
Du kan også kontakte Agrias digital dyrlægerådgivning, som kan give en indledende vurdering og vejledning om næste skridt. Giv aldrig febernedsættende medicin til hunden uden dyrlægens anvisning.
Hvornår skal jeg kontakte dyrlægen?
Kontakt altid dyrlægen, hvis:
- Temperaturen er over 39,5 °C og varer mere end 24 timer
- Der er alment ubehag, sløvhed, opkast, diarré eller vejrtrækningsbesvær
- Hunden er meget ung, ældre eller kronisk syg
- Der er mistanke om hedeslag eller forgiftning
Behandling af feber hos hunde
Hos dyrlægen vil hunden blive undersøgt for at finde årsagen til feberen. Behandlingen er baseret på individuel vurdering og afhænger af den bagvedliggende årsag. Behandling kan bestå af:
- Febernedsættende eller antiinflammatorisk medicin
- Væskebehandling hvis hunden er dehydreret eller har svært ved at drikke
- I nogle tilfælde antibiotika
Hedeslag hos hund
Hunde kan forholdsvis let få hedeslag, da de ikke kan komme af med varme gennem sved. Ved hedeslag stiger kropstemperaturen pga. varmeophobning – ikke pga. immunreaktion. Det er en akut og livstruende tilstand.