Sygdomme i hundens led kan alle medføre smerte og større eller mindre problemer med bevægelsen, og det kan give sig udtryk i halten eller stivhed. Dette problem er mest udpræget hos store racer, men kan også forekomme hos mindre racer.
Foruden hofteledsdysplasi, en vækstforandring, hvor hofteleddet gradvist bliver ustabilt, fordi lårbenshovedet ikke passer i hofteskålen, er forskellige former for bruskforandringer i leddene under opvæksten en hyppig årsag til halthed og funktionsnedsættelse hos hunden. Albueleddet er udsat for en række forskellige forandringer af denne type både hos mennesker og hunde.
Albuedysplasi beskrives ofte som en nedbrydende ledsygdom, der forårsages af vækstforandringer, for eksempel nydannelse af knoglemasse, på de knogler, albuen består af. Det er en generel fagterm, der anvendes til at beskrive flere forskellige forstyrrelser i albueleddets udvikling hos hund. Betegnelsen kan derfor i højere grad betragtes som et syndrom, hvor en eller flere sygelige forandringer indgår eller samvirker. Betegnelsen albuedysplasi blev tidligere helt fejlagtigt brugt synonymt med den forstyrrelse i albueleddet, der skyldes, at en trekantet tak i albueleddets øverste vækstflade (processus anconeus) ikke optimalt forenes med albuebenet. Terminologien har været årsag til en del forvirring hos dyrlæger, forskere og opdrættere.
Artrose eller osteoartrose (slidgigt) i albueleddet giver sig som oftest til kende i form af halthed på et eller begge forben i 5-12 måneders alderen, men i nogle tilfælde viser lidelsen sig noget senere og i andre tilfælde er der slet ingen symptomer. Haltheden kan antage forskellig karakter og kan også forsvinde og komme tilbage i perioder. Nogle hunde halter en smule, når de begynder at bevæge sig efter en hvileperiode, og deres halten forværres ved tiltagende aktivitet. Indimellem kan hunden virke fuldkommen ubesværet. Når albuen strækkes ud, kan hunden vise tegn på smerter, og man kan muligvis mærke en hævelse i albuen, hvis man mærker leddet grundigt igennem. Hvis begge albuer er angrebet, er det sværere at opdage haltheden.
Ved grundig iagttagelse af albuehalthed kan man måske se en udaddrejning af forpoterne kombineret med stiv gang på forbenene. Nogle gange kan man tydeligt se, hvorfor hunde med albueproblemer udviser modvilje mod at belaste forbenene unødigt for eksempel ved at undgå at løbe, springe eller lande på forbenene. Det kræver som regel en røntgenundersøgelse at fastslå årsagen til halten på forbenene.
Hvilke foranstaltninger, man bør træffe, når man har fastslået, at hundens problem er lokaliseret til albuen, afhænger af de bagvedliggende årsager. Man kan operere med henblik på at fjerne løse dele eller fragmenter i leddet, eller fastgøre dem med skruer. Denne type indgreb forbedrer som regel umiddelbart hundens bevægelser, men som oftest fortsætter den sekundære artrose med at udvikle sig i leddet, og for arbejdende hunde er prognoserne ikke så gode.
For at modvirke effekten af for stærke spændinger i leddet forårsaget af ujævn væksthastighed i albueben og spoleben, kan man fjerne et lille stykke af albuebenet. Resultater af dette indgreb har været relativt lovende. For alle operative indgreb gælder dog, at de skal udføres på et tidligt stadium af sygdommens udvikling.
Et led, der allerede har knogleudvækster, bliver nemlig aldrig helt raskt igen. Når hunden er halt og har store ledforandringer, vil en operation sjældent give nogen varig bedring. En del hunde kan holdes fri for gener resten af livet, hvis de ikke tager for meget på eller udsættes for voldsom anstrengelse, som for eksempel trækhundearbejde eller hård brugshunde- eller jagthundetræning. Man kan eventuelt give smertestillende medicin de gange, hvor hunden viser tydelige tegn på gener. Ved kronisk og alvorlig halthed, som ikke kan afhjælpes nævneværdigt med nogen form for behandling, kan aflivning være den eneste udvej af dyrevelfærdsmæssige grunde. Det er vigtigt at tænke på, hvilket liv man ’hjælper’ hunden til at få gennem behandling.
For hunden er livskvalitet vigtigere end overlevelse eller farve, form og kvalitet på diverse seler eller rullestole til hunde – hjælpemidler, der har til formål at gøre det lettere for ens bedste ven at komme frem. Skån os for den slags ’moderne løsninger på din hunds halthed og smerter’, som man reklamerer for i andre lande.
For at opnå en nedgang i forekomsten af albueledforandringer på længere sigt, kræves et gennemarbejdet avlsprogram, der bygger på viden om lidelsens genetiske baggrund. For hurtig vækst hos hunde har vist sig at øge risikoen for at udvikle forskellige problemer i albueleddet. Derfor er det meget vigtigt at nedsætte væksthastigheden især hos hunderacer, der er disponeret for at få problemer med albuerne. Det gør man bedst ved at holde sig til en fodermængde og -sammensætning, der er nøje tilpasset hundens behov.
Hvis hvalpe og unghunde skal bevare en god fysisk form, bør man naturligvis ikke presse dem til aktiviteter, der kan være skadelige for led, som er under udvikling. Man må blot sørge for ikke at gå i den anden grøft, hvor man afholder hunden fra normal motion og bevægelse. Det kan medføre, at hunden ikke udvikler de muskler, der på længere sigt virker stabiliserende på leddene.
Der findes over 35 millioner hunde i Europa. Et godt samarbejde mellem dyrlæger, forskere og nationale raceklubber og kennelklubber er den grundlæggende forudsætning for at forbedre vore hundes genetiske sundhed. Vejen til målet går ikke kun gennem fastlægning af gode undersøgelsesmetoder og mulighed for at sammenligne resultater, men i lige så høj grad gennem uddannelse og information om de resultater, man når frem til.
